Af Mary Kayitesi Blewitt, formand for Survivors Fund, i I skyggen af et folkedrab (DIIS 2004)
Oversat af Anna De Laine.
På trods af begivenhederne i Rwanda synes verdenssamfundet stadig ikke at forstå. Darfur er blot et enkelt nutidigt eksempel. Det internationale samfund siger en masse og debatterer vidt og bredt behovet for at handle, men gør tilsyneladende meget lidt. Beklageligvis forekommer det som om historien får lov til at gentage sig – nu, hvor vi begynder at høre alt for velkendte historier fra Sudan om etnisk udrensning og massevoldtægt.
Ikke alene har verden tilsyneladende ikke lært af handlingslammelsen i løbet af det rwandiske folkemords 100 dage; den har heller ikke forstået følgerne af de sidste ti års ineffektivitet efter folkemordet. Som vist ovenfor tilsidesættes de efterladte fra folkemordet fortsat.
De overlevendes budskab er:
- læren af folkedrabet bliver ofte debatteret, men sjældent lært
- folkemordet i Rwanda blev planlagt, kontrolleret og udført, mens verden stiltiende så til
- de overlevende efter folkemordet i Rwanda har hverken forventninger eller tillid til det internationale samfund. At de allerede er blevet svigtet en gang er nok. Den sørgelige lære for dem er, at de ikke kan stole på andre end sig selv
- de overlevende vil aldrig lade verden glemme den million mennesker, der omkom i Rwanda, eller de overlevende, der til stadighed kæmper for retfærdighed.
Det er den røde tråd i hele SURF’s arbejde; ønsket om at sikre, at de overlevendes stemmer bliver hørt, at erindringen om folkemordet bliver holdt ved lige, og at ofrene aldrig bliver glemt – i særdeleshed dem, der stadig lever med arrene efter folkemordet i Rwanda. Ulykkeligvis stoppede folkemordet ikke, da myrderierne hørte op. Det fortsætter den dag i dag. Manglen på handling bidrager til forestillingen om straffrihed, som igen fremmer nye forbrydelser mod menneskeheden. Men vi har alle et ansvar for at forhindre menneskelig lidelse. Hver og en af os må løfte vores del af ansvaret og give vores mening til kende.