I Rwanda har man valgt at starte på ny. Alle landets indbyggere skal nu betegnes rwandere af ét og samme folk. På den måde har man taget afstand fra en etnisk opdeling i samfundet, der blev manifesteret ved at de belgiske koloniherrer stemplede folks identitetspapirer med “racebetegnelserne” hutu, tutsi og twa, som før i tiden blev anvendt for landets forskellige socialklasser. Men de sår og traumer, som folkedrabet har efterladt i befolkningen, er dybere end som så, og der skal et stort traumearbejde til, for bare nogenlunde at hele befolkningens sår. I dette dokument skal vi undersøge, hvad der bliver gjort for de forskellige grupper af ofre:
Der er overlevere af folkedrabet, som har mistet familie og venner, og for manges vedkommende også har oplevet overgreb på egen krop.
Der er efterkommere af overlevere, som arver de traumer efter drab og voldshandlinger, som deres familier har.
Der er efterkommere, der er et resultatet af voldtægter mod kvinder under folkedrabet.
Der er overgrebsmænd, som begik voldshandlinger og drab under folkedrabet, hvoraf mange var børn, da drabs- og voldshandlingerne fandt sted. Måske deltog de, fordi de lod sig opildne af falsk propaganda eller fordi de var for unge til at tænke kritisk og sige fra.
Og endelig er der efterkommere af overgrebsmænd, som til dels arver den skyld og skam, der er forbundet med at have forbrudt sig mod andre.
Unge ofre med identitetskriser
Unge født efter voldtægter under folkedrabet kender ikke deres fædre. Mange har endda mistet deres mødre til HIV, eller de er blevet afvist af deres mødre og familier på grund af det tabu, der hersker omkring deres undfangelse. Disse unge må leve med det skamfulde prædikat “sønner af Interahamwe” – som var den paramilitære organisation, der udførte voldshandlinger og drab i 1994.
Unge født ind i familier, som deltog aktivt under folkedrabet, mærker eller har mærket den fordømmelse og straf, der fulgte de kriminelle handlinger. Selvom gerningsmændene har været stillet for en domstol og afsonet deres straf, så kan det være svært at se ofrenes familier i øjnene og bede om en undskyldning, for på den måde at bane vejen for en bedre fremtid. Mange fristes til at leve et tilbagetrukket liv, væk fra andres fordømmende blikke. Men børnene bliver mærket af dette socialt isolerede liv og følelsen af, at de selv og deres familier i mange sammenhænge er uønskede.
Uanset hvilken rolle deres forældre havde under folkedrabet, er disse unge uskyldige ofre. De deltog ikke selv i voldshandlinger. Men de bærer nu et traume, som de har brug for hjælp til at bearbejde. De er mistroiske over for andre og nogle har stadig ideologier fra tiden op til og under folkedrabet.
Håbet giver mulighed for forandring
Kilde: Hope and peace foundation (facebook.com)
En af de hjælpeorganisationer, der målrettet hjælper disse unge, er The Hope and Peace Foundation. De giver psykologhjælp, så de unge blandt andet kan komme gennem den identitetskrise, som folkedrabet har efterladt dem med. De bringer de unge sammen, så hadet mellem dem kan forsvinde. Det kræver mange års indsats at bekæmpe den ideologi, som de unge er brændemærket med. Indsatsen kræver massiv psykologisk og økonomisk støtte. Men den er nødvendig, hvis disse unge skal kunne lægge fortiden bag sig og blive en del af den bedre fremtid, som Rwanda stille og roligt bevæger sig frem mod. Håbet om en bedre fremtid skal være med til at realisere den.