Fra kolonistyre til uafhængighed
Myanmars nyere historie regnes fra januar 1948 og er sammenfaldende med at landet blev selvstændigt fra det britiske kolonistyre. Indtil da havde landet, der dengang hed Burma, hørt under Storbritannien i 62 år eller med andre ord: det havde været en engelsk koloni.
2. verdenskrig havde også konsekvenser for Burma, der ligesom som flere andre asiatiske lande oplevede en Japansk invasion og var besat i fire år. Burma blev hårdt ramt af krigshandlinger, men da Japan kapitulerede i 1945, var det startskuddet for Burmas vej til at blive en uafhængig stat.
Fra krigens ruiner og med den nyvundne uafhængighed forsøgte man at skabe et demokratisk land efter buddhistiske idealer. Men udgangspunktet i det fattige land var svært. Først og fremmest fordi landet officielt består af 135 forskellige etniske grupper og over hundrede forskellige sprog. Dertil kommer en lang række etniske grupper blandt andet rohingyaerne, som ikke er officielt anerkendte af staten.
Myanmar er således et af de lande i verden, der har flest etniske mindretal. Den største befolkningsgruppe – burmarerne – udgør officielt omkring to tredjedele af befolkningen. Regeringen og militæret er domineret af barmarerne.
Efter statens opnåelse af selvstændighed i 1948 pressede en række af de etniske grupper på for at få anerkendelse i form af eksempelvis autonomi – altså selvstyre og nogle af dem krævede også deres egne lande. Det medførte interne magtkampe og uroligheder, da en lang række af mindetallene dannede deres egne væbnede grupper. Til sidst tog militæret magten i 1962 ved et kup med general Ne Win i spidsen.
Efter statens opnåelse af selvstændighed i 1948 pressede en række af de etniske grupper på for at få anerkendelse i form af eksempelvis autonomi – altså selvstyre. Det medførte interne magtkampe og uroligheder og i 1962 tog militæret magten ved et kup med general Ne Win i spidsen.
Et land under et militærdiktatur
Ne Win og hans regering omdannede landet til en socialistisk stat med gennemgribende nationaliseringer af produktion, erhvervsliv og medier. Landet var i denne periode et lukket militærdiktatur, hvor økonomien gik ned ad bakke. I de næsten halvtreds år under militæret gik Myanmar fra at være et af Asiens rigeste lande til at være et af de fattigste.
Under militærdiktaturet blev modstandere af styret stoppet med hård hånd helt indtil 2010. Blandt andet blev journalister, menneskerettighedsforkæmpere, politiske modstandere og aktivister fra landets mindretal sat i fængsel. Der blev derfor på ingen måde ført en fri offentlig debat om landets mange etniske konflikter.
Politiske protester i byerne blev slået ned, mens det var anderledes svært for militæret at slå de omkring 21 forskellige væbnede grupper, som kæmpede for de etniske minoriteter i årtier og er stadig ikke afsluttet i en del områder.
I 1988 var der et totalt kollaps af landets økonomi, som resulterede i, at Ne Win trak sig tilbage. De massive folkelige protester landet oplevede i kølvandet på kollapset var et råb på demokrati og imod diktaturet. Men protesterne blev nedkæmpet af militærstyret, som dermed opretholdt magten i landet. I 1989 ændrede militærstyret landets navn til Myanmar.
I 1990 blev der for første gang afholdt et valg i Myanmar og den kvindelige politiker Aung San Suu Kyi og hendes nye part NLD vandt. Partiet var i opposition til militærstyret og blevet dannet som en del af protesterne i 1988/1989. Militæret ønskede dog ikke at overdrage magten til valgets vinder før der var udarbejdet en ny forfatning, og Aung San Suu Kyi blev smidt i husarrest (fængslet i eget hjem).
Her tilbragte hun sammenlagt 15 år og nød undervejs stor opbakning fra udlandet og det internationale samfund, der ikke anerkendte militæret som Myanmars retmæssige styre.
Det politiske forår
Myanmars militærstyre indledte fra 2003 nogle demokratifremmende strategier som førte til det første reelle demokratiske valg i landet i 2010. Men på trods af at valget var demokratisk afgav militæret kun langsomt magten til et nyt civilt styre. I årene efter 2010 blev politiske fanger løsladt og landet åbnede sig mod omverdenen. Massive forandringer var i gang i Myanmar.
Under endnu et demokratisk parlamentsvalg i 2015 vandt Aung San Suu Kyi’s parti NLD (Nationale Liga for Demokrati) en stor sejr. NLD har siden dannet regering og styrer det nye, skrøbelige og fattige demokrati.
På trods af den civile regering har militæret fortsat stor magt i Myanmar. Dette opretholdes til dels gennem en forfatning, som militæret dikterede ved overgangen til demokrati, og som gav en fjerdedel af parlamentets pladser til det tidligere militærstyre foruden adgang til en række centrale ministerposter. Militærets magtstilling understreges desuden af, at militærfolk og deres allierede ejer en væsentlig del af landets produktionsapparat.