Rohingyaerne er et muslimsk mindretal i Myanmar. Størstedelen af dem – over 900.000 mennesker – lever i dag i flygtningelejre i nabolandet Bangladesh. De er i årtier blevet omtalt som en af verdens mest forfulgte minoriteter. Og angrebene på dem er blevet beskrevet som et langsomt folkemord.
Ifølge historiske kilder har rohingyarne boet i flere århundrede i den nordlige del af Myanmar-delstaten Rakhine, forholdsvis tæt på grænsen til Bangladesh, men regeringen i Myanmar vil ikke anerkende dem som et folkefærd i landet. Det muslimske mindretal i Myanmar udgør under ti procent af befolkningen, der ellers helt overvejende bekender sig til buddhisme.
I de buddhistiske grupper på højrefløjen i landet er der en udbredt frygt for, at muslimske kræfter vil overtage landet og ændre kulturen – på samme måde som det udviklede sig for flere hundrede år siden i Malaysia og Indonesien. I de to lande var buddhisme og især hinduisme de dominerende trosretninger frem til 1500-tallet, hvor islam tog over som den dominerende religion.
Denne frygt for tab af magt og kultur har vist sig at have en vis gennemslagskraft i den buddhistiske befolkning i Myanmar og det har skabt stor fjendtlighed overfor rohingya-mindretallet, bl.a. indenfor militæret og bland de buddhistiske Rakhinere, som udgør flertallet i Rakhine-staten, hvor rohingyarne har boet.
Militærets rolle
Myanmar – tidligere Burma – var en engelsk koloni frem til 1948. Omkring selvstændigheden lige efter anden verdenskrig var der en oprørsgruppe (Mujadeens), som krævede en selvstændig muslimsk stat i det, der i dag er Rakhine, hvor rohingyarne bor. Med kampe og angreb på sikkerhedsstyrkerne.
Derefter var der en periode frem til begyndelsen af tresserne med forsøg på national forsoning. Her var forholdene for rohingyaerne væsentligt bedre. Men efter militærets magtovertagelse i 1962 blev minoriteten stadig mere marginaliseret og forfulgt.
Myanmars militær domineres af den befolkningsgruppe, der hedder burmarerne. De er buddhister og udgør lidt over halvdelen af landets befolkning.
Siden militæret tog magten i 1962 er rohingyaerne blevet nægtet statsborgerskab i Myanmar, og de har eksempelvis fået begrænsninger på hvor de må bevæge sig i landet, hvilken uddannelser de må tage og hvilke jobs de må bestride. Ved valget i 2010 havde de stemmeret, men den blev taget fra dem ved valget i 2015.
I delstaten Rahkine har der været mange konflikter mellem muslimerne og de buddhistiske rakhinere. Med voldelige sammenstød mellem buddhistiske rakhinere og muslimer i Rakhine i 2012 og 2013, som ledte til en yderligere undertrykkelse af rohingyerne.
Militærets kampagner
Siden 1970erne har militæret aktivt forsøgt at drive dem ud af landet. Landsbyer er blevet brændt ned og kvinder er blevet voldtaget. I årti efter årti har der været kampagner for at fordrive dem fra deres hjem.
I slut 1980erne var den første store fordrivelse til nabolandet Bangladesh (mange er der stadig fra den gang) – også med brutale angreb fra militæret. I 2012 var der folkelige sammenstød (se ovenfor). I oktober 2016 begyndte angreb fra ANSA på politi og grænseposter: ANSA er en væbnet oprørsgruppe, der siges at repræsentere rohingyerne og den opstod som et modsvar på undertrykkelsen siden 1962. Militæret reagerede brutalt mod civile, hvilket ledte til at tusindvis flygtede til Bangladesh.
I august 2017 angreb ANSA igen politi og en militærbase – og herefter kom militærets massive modangreb. Myanmars militær destruerede i løbet af få uger hundredevis af landsbyer, slog tusinder ihjel og sendte 740.000 rohingyaer på flugt til nabolandet Bangladesh.
Efterfølgende karakteriserer FN's menneskerettighedskommissær begivenhederne som etnisk udrensning. En FN-undersøgelseskommission har anbefalet, at navngivne officerer retsforfølges.
Størstedelen af rohingyaerne har boet i flygtningelejre i Bangladesh lige siden begivenhederne i august 2017. Der har været en aftale mellem Myanmar og Bangladesh om at hjælpe dem tilbage til Myanmar, men de nægter at vende retur med mindre de kan opnå garantier for deres sikkerhed. De forlanger desuden fuldt statsborgerskab, men det har Myanmars regering ikke været indstillet på at give dem.
Det de tilbydes er at bo i en slags interneringslejr uden adgang til den jord de før bestred – de har ikke jord og landsbyer at vende tilbage til. Reelt set vil Myanmar ikke have dem tilbage. Det er nok blot for at tilfredsstille Bangladesh og det international samfund, som FN.