Det nazistiske Tyskland forfulgte målrettet jøder fra 1933. Antisemitismen, dvs. hadet mod jøder, var et centralt element i nazismens ideologi, og spillede også en stor rolle politisk, inden NSDAPs magtovertagelse.
15. september 1935: Nürnberg-loven (folkedrab.dk) bliver indført.
Med Nürnberg-lovene blev jødernes marginalisering og samfundsmæssige isolation legal. De to væsentlige love var en såkaldt “rigsborgerlov” og en lov, som skulle beskytte renheden af det tyske blod.
Rigsborgerloven bestemte, at kun tyske borgere af arisk afstamning var rigsborgere. Alle andre kaldtes statsborgere. Ifølge Nürnberg-loven var man jøde, hvis man havde tre jødiske bedsteforældre, var medlem af en jødisk menighed eller var gift med en såkaldt “fuldjøde”. I november samme år blev loven suppleret med en nøjagtig beskrivelse af, hvornår man skulle betegnes som “fuldjøde”, “halvjøde” eller “kvartjøde”. På denne måde mistede jøderne deres borgerrettigheder i modsætning til rigsborgere.
Skulle en jøde forlade det tyske rige, mistede han/hun også sit statsborgerskab og var derfor statsløs. Da stemningen blev mere og mere antisemitisk, ønskede mange tyske jøder at emigrere. Men den politiske situation vanskeliggjorde en udrejse. For eksempel havde nabolandene en flygtningepolitik med skrappe regler for, hvem der måtte rejse ind. Men også nye love og forordninger der betød at jøder mistede deres formue og ejendele ved emigration, gjorde en udrejse uoverskuelig økonomisk. Samtidig betød jødernes stempling som statsløse, at en indrejse til andre lande nærmest var umulig.
Loven, der skulle beskytte renheden af det tyske blod, forbød bl.a. seksuel omgang mellem jøder og ikke-jøder, og indførte forbud mod at en jøde giftede sig med en arier. Den racistiske betegnelse “Mischling” (oversættes bedst til “af blandet blod”) blev en officiel juridisk betegnelse, der blandt andet indbefattede mennesker med en eller to bedsteforældre, der var af afrikansk eller jødisk herkomst eller var såkaldte sigøjnere (romaer).
Kendetegnende er det, at nazisterne fastlagde regler om, hvornår man var af arisk herkomst eller var af en blandet ikke-arisk herkomst. Sidstnævnte personer havde under nazisterne ikke de samme rettigheder som dem, der var af ren arisk afstamning.
Allerede i 1933 vedtog nazisterne en lov, som forskelsbehandlede jøder og ikke-jøder, altså en lovunderstøttet diskrimination af jøder. Loven udelukkede jøder fra offentlige stillinger, dvs. at man kun kunne få eller beholde en stilling på universiteter, skoler og andre offentlige institutioner, hvis man kunne fremvise et såkaldt “Ariernachweis” (“Arierbevis”). “Ariernachweis” var et officielt underskrevet certifikat, som beviste, at man hverken havde en jødisk forælder eller bedsteforælder. For medlemmer af NSDAP var det nødvendigt at fremvise et stamtræ uden jødiske forfædre, som gik helt tilbage til 1800. Som ikke-arier var det derfor umuligt at skjule sig under et medlemskab af partiet (kilder: googlesøgning, Ahnentafel, Nürnbergergesetz, Den ariske race)
Senere skærpedes forskelsbehandlingen. Jøderne fik forbud mod at arbejde som læger og advokater. Med Nürnberg-lovgivningen i 1935 blev “Ariernachweis” dermed en del af hverdagen for alle tyske borgere og en meget håndfast dokumentation for, hvilke rettigheder hver enkelt borger havde.
I dag kan man ikke forestille sig, hvordan det har været at leve under nazismen. For os i et demokratisk land som Danmark kan det synes komplet uforståeligt, at der i et land kan være vidt forskellige rettigheder for landets borgere. I Danmark er vi vant til, at alle er lige for loven og at alle har de samme rettigheder.
Uddrag af Danmarks Riges Grundlov (grundloven.dk):
Kapitel VIII, Paragraf 71,Stk. 1.
Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.
Grundloven beskytter borgerne, og Danmark er medunderskriver af menneskerettighedserklæringen fra 1948, som stadfæster at det ikke er legitimt at diskriminere folk på baggrund af køn, etnicitet, religion, seksuel orientering eller andet.
Uddrag af FNs Verdenserklæringen om menneskerettighederne (menneskeret.dk):
Artikel 1
Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.
Artikel 2
Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f. eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling. Der skal heller ikke gøres nogen forskel på grund af det lands eller områdes jurisdiktionsforhold eller politiske eller internationale stilling, til hvilket en person hører, hvad enten dette område er uafhængigt, under formynderskab eller er et ikke selvstyrende område, eller dets suverænitet på anden måde er begrænset.
…
Alligevel findes der i nyere historie eksempler på lovunderstøttet diskrimination, som begrundes i folks etnicitet eller religion. I USA eksisterede fx en raceadskillelse af sorte og hvide borgere i hverdagen indtil 1960’erne, og i Sydafrika varede Apartheid, som også var en lovunderstøttet opdeling og adskillelse af sorte og hvide borgere, helt indtil 1994.