Af Mary Kayitesi Blewitt, formand for Survivors Fund, i I skyggen af et folkedrab (DIIS 2004)
Oversat af Anna De Laine.
“Jeg er rede til at tilgive, men der er ingen der har undskyldt”
Myrderierne er ganske vist ophørt, men smerten fortsætter for millioner af rwandere. Nu kommer retfærdigheden i centrum, for indtil retfærdigheden sker fyldest kan hverken enkeltpersoner, lokalsamfund eller nationen som helhed komme videre. Folkemordet i Rwanda handlede ikke om dunkle spørgsmål om afrikansk etnicitet eller om et irrationelt udbrud af uforklarligt barbari. Det var et resultat af den menneskelige natur, og det kunne være sket hvor som helst – som også Holocaust har vist det. Hvis ikke vi ser folkemord som det virkelig er, og gør op med det på rette vis, så kan det ske igen, hvor som helst, når som helst.
Det internationale samfunds langsommelighed med hensyn til anerkendelsen af folkemordet i 1994 og den manglende politiske vilje til indgriben genspejles i den efterfølgende forsømmelse af at retsforfølge gerningsmændene som siden hen er flygtet fra Rwanda. Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR), som ligger i Tanzania, blev etableret af FN i 1994. ICTR har kæmpet for at sikre udleveringen af anklagede fra de lande, hvor de opholder sig, oplevet ledelsesmæssige og logistiske problemer – fx med at få bragt vidner fra Rwanda til Arusha – samt et problematisk forhold til den rwandiske regering, men resultaterne er efter 10 års arbejde nedslående. På trods af at domstolen har et personale på over 800 og har brugt mere end en halv milliard dollar, har arbejdet indtil videre blot resulteret i en håndfuld domme.
19-årige Bernadette, der blev gjort forældreløs under folkemordet, føler ikke længere, at der er udsigt til retfærdighed: “Jeg ved ikke, hvordan vi skal kunne blive hjulpet i vores søgen efter retfærdighed. Jeg er alene, eftersom hele min familie blev dræbt. Hver gang jeg tager tilbage til mit fødested for at spørge mine tidligere naboer om, hvem der dræbte min familie, siger de, at de ikke ved noget om det. Jeg kendte ikke de mænd, der voldtog mig, og jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle føre en sag mod dem ved en domstol.”
Både Rwandas regering og folk har tillid til, at positive værdier som tolerance og retfærdighed kan etableres mellem de overlevende og gerningsmændene via tilvejebringelsen af gensidig forståelse og respekt for andre mennesker og menneskerettigheder. Dette er dog kun muligt, når morderne påtager sig det fulde ansvar for deres gerninger, og retfærdigheden er sket fyldest.
Ti år efter folkemordet kalder de overlevende bare det at overleve en pinsel. De er traumatiserede, de har både fysiske og mentale skader, og mange lever i fattigdom. Arven efter folkemordet hjemsøger dem fortsat. Ingen større institutioner har meldt sig med støtte til de overlevende: Dem som undslap massakrerne forventes blot at komme på fode igen og leve videre. Mens nogle overlevende dør af sult, modtager de fængslede tre måltider mad om dagen. Fanger har ifølge folkeretten rettigheder, og der er foranstaltninger til støtte for de anklagede, men hvem er der til at støtte ofrene, så snart kameraerne og medierne er forsvundet?
Ved krigens afslutning var mere end 130.000 personer tilbageholdt under mistanke for at have organiseret eller deltaget i folkemordet. Retssagerne begyndte i slutningen af 1996, men konfronteret med det enorme antal sager besluttede regeringen sig for at benytte Gacaca-retssystemet. Det er en modificeret udgave af det traditionelle rwandiske system til konfliktløsning i lokalsamfundet, og man håbede, at brugen af det ville fremskynde retssagerne og landets tilbagevenden til normale tilstande.
Forsøg på at omgå denne proces og skyde genvej er at risikere, at historien gentager sig. Løsladelsen af tusindvis af anklagede, som fandt sted for nylig, blot fordi fængslerne var overfyldte, er ikke retfærdighed for de overlevende, som allerede har ventet for længe. Andre anklagede blev løsladt gennem Gacaca og dræbte efterfølgende 30 overlevende i Gikongoroområdet. Dette kan ikke kaldes retfærdighed.
Gertrude i Cyangugu er tynget af fortvivlelse og bekymringer om retfærdighed: “De mennesker, der dræbte vore familier, bliver stillet til ansvar gennem Gacaca. Men ingen nærer noget virkeligt håb om, at ofrene vil opnå egentlig retfærdighed. Ingen vil stå til ansvar for deres forbrydelser. Mens de overlevende forsøger at komme med detaljer om, hvad de så og hørte, så benægter familierne til gerningsmændene det der skete. De påstår, at de overlevende er syge i sindet af traumer og deres brændende ønske om hævn. Nu er vi bange for at vidne offentligt, da vi frygter at blive brændt levende i vores hjem.”
De overlevende mener, at de uskyldige skal løslades. Men der bør oprettes et system til at beskytte overlevende og vidner mod hævntogter, når de anklagede bliver løsladt. Retfærdighed i det omfang, der er brug for i Rwandas, er kompliceret, og ingen enkelt løsning kan sikre de overlevende fuldkommen retfærdighed. Men hurtige løsninger resulterer måske blot i senere skade for landet.
Det internationale samfund forventer, at rwanderne skal søge forsoning, men ingen kan tidsbegrænse det enkelte menneskes forsøg på at tilgive og glemme. I mellemtiden er det de overlevende, der er blevet glemt. De har ikke modtaget nogen kompensation eller erstatning for, hvad der overgik dem. Selvom Gacaca-processen giver de overlevende mulighed for at opklare, hvem der var indblandet i mordene på deres kære og hvorfor, så er det for meget at forvente, at de skal forsone sig efter ti år, hvor alle har svigtet dem. Forsoning bliver anset for at være rwandernes ansvar, men i virkeligheden bør det være det internationale samfund, der forsoner sig med rwanderne. Det var det internationale samfunds handlinger, der i 1994 kunne have reddet liv.
Forpligtelsen til at sikre, at viljen og midlerne til at opnå retfærdighed er til stede, påhviler både Rwanda og det internationale samfund. Håndteringen af situationen efter krigen og folkemordet og genopbygningen af landet er krævende opgaver, som fordrer betragtelige materielle og finansielle midler. Rwandas regering overtog et ødelagt, forarmet land. Manglen på sikkerhed, lov og orden gjorde oprettelsen af regeringsstrukturer til første prioritet. I 1999 oprettede regeringen dog en fond, ‘Regeringens Fond for Overlevende’ (FARG), som alle skatteydere bidrager til. Men med så mange behov at dække har fondet kun formået at finansiere uddannelse til forældreløse. Rwanda er afhængig af økonomisk bistand fra det internationale samfund for at kunne brødføde og tage vare på sårbare grupper, både overlevende og fængslede. En gavmild og medfølende indstilling fra det internationale samfunds side er påkrævet for at lette byrden og gøre national genopbygning til en realitet.
Den vigtigste besked fra de overlevende er en bøn om retfærdighed. Sandheden skal frem, og morderne drages til ansvar. Først når det er sket, kan forsoning og national genopbygning finde sted.