De fleste koncentrationslejre blev tømt for beviser inden de allierede ankom. Dokumenter blev brændt, gaskamrene blev malet, og fangerne blev sendt ud på dødsmarcher. I Auschwitz gik nazisterne i 1944 på samme måde i gang med at slette alle spor, dræbe flere af de internerede fanger og ødelægge krematorierne. Men modsat de fleste andre koncentrationslejre nåede nazisterne ikke at destruere hele lejren, inden den blev befriet af de allierede.
Derfor var infrastrukturen i Auschwitz stadig intakt, da krigen endte, og meget af den viden vi har om “udryddelseslejre” stammer derfor fra Auschwitz.
Forholdene for fangerne i Auschwitz
Mange mennesker hører om Auschwitz og tror, måske derfor, at lejren var den værste af alle nazisternes koncentrationslejre. I Auschwitz blev der dræbt næsten 1 million jøder fra hele Europa, og det er et utrolig stort antal. Men der fandtes også tilsvarende lejre andre steder, fx Belzec, Treblinka og Sobibor, hvor nazisterne dog nåede at slette sporene efter folkedrab. Der er dog ingen grund til at tro, at fangenskabet i andre koncentrationslejre var mindre grusomt. I arbejdslejrene blev folk ikke dræbt med det samme, men derimod langsomt slidt til døde gennem det hårde tvangsarbejde.
Hygiejnen i lejren var ringe, maden var ikke nærende og folk skulle arbejde i højt tempo, samtidig med at de ikke fik ro til at hvile i tilstrækkelig grad. Alle disse faktorer medvirkede til, at fangernes modstandskraft mod sygdomme svækkedes. Mange bukkede under og døde, selv af ellers harmløse lidelser som sår og rifter, forkølelse og influenza. SS-folkene gennemførte desuden regelmæssigt “selektioner”, hvor de svageste indsatte blev dræbt. Det anslås, at hvis man som fange ankom som en stærk og rask person, så kunne man højst formå at holde sig i live i koncentrationslejren i op til 3-4 måneder, før man bukkede under.
