SS er en forkortelse for “Schutzstaffel” og den udsprang af Hitlers korps af livvagter, der allerede blev grundlagt i 1925, altså inden Hitler kom til magten i 1933 og lang tid før udbruddet af 2. verdenskrig i 1939. Fra 1926 var SS en underordnet afdeling af SA, bestående af få hundrede mænd med den primære opgave at beskytte Hitler.
Da Heinrich Himmler i 1929 blev udnævnt til Reichsführer-SS, blev han den officielle leder af SS. Derefter voksede SS kraftigt i omfang og styrke: I begyndelsen af 1930’erne havde SS en styrke på over 50.000 mænd, i 1934 over 200.000.
Efter nazisternes magtovertagelsen 1933 overtog Himmler, og dermed SS, efterhånden kommandoen over politiets opgaver. Derfor kunne SS-medlemmer anholde folk og sende dem i de første midlertidige fængsler, som i mange tilfælde senere udviklede sig til koncentrationslejre. Med tiden overtog SS ledelsen af de tidlige koncentrationslejrene, og da KL Dachau (den officielle forkortelse for koncentrationslejre var KL) blev oprettet i 1933, skete det under Himmlers kontrol. Fra nu af styrede SS alle de nazistiske koncentrationslejre.
SS havde tre søjler, altså regler eller fokus for deres virke: 1. Den indre sikkerhed, som efter 1939 omfattede RSHA (Reichssicherheitshauptamt), dvs. samtlige tyske politi- og sikkerhedstjenester under SS, 2. Waffen SS (konkurrent til Wehrmacht), der kæmpede ved fronten, og 3. ansvaret for vagttjenester i koncentrations- og tvangsarbejdslejrene.
“Schutzhaft” - et værktøj til at nedkæmpe politisk modstand
Betegnelsen “Schutzhaft” er en tysk eufemisme (dvs. et ord, der lyder harmløst men beskriver noget negativt) for en anholdelse uden et retligt grundlag, der blev misbrugt af nazisterne til at anholde politiske modstandere og andre, som naziregimet ikke brød sig om. SS’ anvendelse af og terrorisering af befolkningen med Schutzhaft begyndte efter branden i rigsdagen d. 28. februar 1933. Branden blev meget belejligt brugt som argument for at retfærdiggøre udvidelsen af beføjelserne under begrundelsen af, at man ville sikre den indre sikkerhed. Nu kunne enhver person blive anholdt, hvis bare man var under mistanke for såkaldt “statsfjendlige aktiviteter”. Det skulle altså ikke bevises, at man havde gjort noget, alene mistanken var nok, og dermed var de demokratiske rettigheder på retur allerede kort tid efter Hitlers magtovertagelse.
Med tiden udviklede den såkaldte Schutzhaft sig til nazisternes middel til at udføre en politisk og etnisk udrensning i samfundet. Kommunister, jøder og folk fra fagbevægelsen var målet for nazisternes Schutzhaft foruden en række andre minoritetsgrupper. Fra 1935 var det ikke længere op til en dommer, men politiet at bestemme, om man kunne frigives eller ej efter en Schutzhaft-anholdelse og længden af anholdelserne varierede kraftig. Som anholdt havde man ikke som tidligere ret til retslig bistand, og de fleste anholdte blev sendt i koncentrationslejr som man begyndte at bruge i stedet for fængsler. Dermed var Schutzhaft blevet et første skridt på vejen til at blive sendt i koncentrationslejren.
