I dag er et flertal af balkan-forskere enige om, at krigen, der i 1992 brød ud mellem delrepublikker i det der dengang var Jugoslavien, var politisk betinget, og at politikere som blandt andre Slobodan Milošević, Radovan Karadžić og Franjo Tuđman spillede en central rolle. Det er derimod en udbredt misforståelse at borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien har sine årsager i et oldgammelt had mellem de involverede befolkningsgrupper.
Derfor er betegnelsen “etnisk krig” fejlagtigt blevet anvendt i denne sammenhæng. Mange forskere og historikere, der har beskæftiget sig dybdegående med emnet, argumenterer for at “etnisk krig” som forklaringsmodel bygger på en forenklet struktur, som ikke tager hensyn til nationalistiske politikeres rolle.
Hvordan opstod polariseringen?
Når vi ikke kan finde årsagen til borgerkrigen i Eks-jugoslavien i religion eller historisk betinget etnisk had, hvor skal vi så lede? Eller snarere: Hvilke faktorer spillede en rolle for at krigen, som skabte fjender mellem religiøse og etniske grupperinger, brød ud?
Den etniske konflikt, som i dag ofte bliver forvekslet med årsagen til selve konflikten, er et kendt greb, som typisk anvendes af statsapparater, der gerne vil opildne til konflikt, og kan dermed sidestilles med et redskab til at give “gode begrundelser” for senere overgreb mod udvalgte befolkningsgrupper. Med andre ord skabte førende politikere en splittelse i befolkningen for at få idéen om en ensartet nation bestående af ét folk til at spire i befolkningen. Nationalistiske politikere misbrugte deres rolle til at skabe had som førte til, at der i bevidstheden blev trukket en skillelinje op mellem tre etniske grupperinger: muslimske bosniere, ortodokse serbere og katolske kroater.
Folkedrab sker ikke umiddelbart
Det som kendetegner folkedrab er, at det er et langsigtet projekt, og at det udføres enten med statsapparatets velsignelse eller endda gennem statens direkte handlinger.
Som udefrakommende ser vi først pludselige oprør i en folkemasse. Men bag dette ligger for det meste en længerevarende konfliktoptrapning, som har splittet samfundet og mobiliseret den del af borgerne, som senere vil lade sig gøre til bødler.
Folkedrab er derfor snarere et resultat af en politik, som gennem et længere tidsrum skaber splid i befolkningen og opildner til had mod bestemte befolkningsgrupper, end at det er resultatet af historiske etniske og religiøse forskelle.
Situationen på Balkan i 1992
Folkedrabet, som fandt sted i Bosnien-Hercegovina fra 1992-1995, var tæt forbundet med Jugoslaviens opløsning og en kamp om territorier.
Den 6. april 1992 ville det internationale samfund officielt anerkende Bosniens uafhængighed. Men det var også den dato hvor det bosnisk-serbiske militær og dele af JNA – den jugoslaviske nationalhær – startede en belejring af Bosniens hovedstad, Sarajevo.
Samme måned angreb serbiske styrker de områder, som de anså som strategisk vigtige, og fik dermed kontrollen over alle indfaldsveje til Bosnien, samt sikrede at kommunikationsforbindelsen var under serbisk kontrol. Det var begyndelsen på en krig, der medførte at der blev begået et folkedrab mod bosniere med muslimsk baggrund (bosniakker) af serbiske soldater.
