Adolf Hitler blev nazisternes leder og kom til at herske over Tyskland og flere besatte lande under 2. verdenskrig. Var Hitlers succes med sin politiske karriere nøje tilrettelagt eller en tilfældighed? Kigger man tilbage på hændelsesforløbet op til nazisternes magtovertagelse af Tyskland i 1933, så ser den politiske rejse ud til at være styret af Hitlers store trang til magt. Umiddelbart skyr han ingen midler, når mulighederne viser sig for at tage endnu et trin op ad karrierestigen. Men måske er det, der i et historisk tilbageblik virker planlagt og tilrettelagt, i virkeligheden et sammenfald af omstændigheder.
For hvis ikke Tyskland havde lidt et stort nederlag under 1. verdenskrig med store krav om erstatninger til følge, og hvis der ikke havde været en verdensomspændende økonomisk krise (depression) sammen med en stor tysk arbejdsløshed, så havde der måske ikke været den samme utilfredshed med den siddende tyske regering i befolkningen. Befolkningens utilfredshed med landets politiske styre fik folk til at ønske “noget nyt”, og gjorde at mange vendte det blinde øje til de ubehagelige sider i den nazistiske ideologi. Man ignorerede udvalgte dele af nazistpartiets politiske holdninger, fordi andre dele af partiets politik gav folk håb om at de kunne få et bedre liv med arbejde og mad på bordet.
I det følgende vil vi i tre skridt skildre hændelsesforløbet, der lå forud for Hitler og nazipartiets magtovertagelse i 1933.
Første skridt
Hitler bliver en magtfuld formand for NSDAP
Allerede i 1921, bare to år efter at partiet NSDAP (NationalSocialistiske Deutsche ArbeiterPartei) blev dannet og Hitler blev medlem, blev han valgt til partiets formand. Hitler fik fra 1925 den absolutte magt til at bestemme partiets kurs. Disse diktatoriske beføjelser fik Hitler, fordi partiet indførte et såkaldt førerprincip, der betød at Hitler kunne tage beslutninger uden først at have et flertal. NSDAP havde altså et stramt hierarki og troede på, at en stærk leder i spidsen af partiet (og landet) var det eneste rigtige. Ordrer og lydighed var nogle af partiets grundprincipper. Denne partistruktur afspejlede, at NSDAP lige fra starten af var et anti-demokratisk og anti-republikansk parti.
Man mente at partiets ledere havde naturgivne egenskaber til at lede, og at demokratiske processer ikke skulle stå i vejen for disse egenskaber. NSDAP blev bygget op efter italiensk forbillede, på samme måde som Partito Nazionale Fascista (PNF) blev ledet af den fascistiske diktator Benito Mussolini. Oven i dette var partiet antisemitisk, noget som afspejledes i NSDAPS partiprogram, som direkte udtrykte: “Jøder skal fjernes fra statslige embeder.
Andet skridt del 1
Et mislykket novemberkup
Det var også med Mussolini som forbillede, at Hitler i november 1923 forsøgte at lave et kup mod den tyske regering. Men han havde ikke samme held med sit forehavende, som da Mussolini i ‘Marchen til Rom’ i 1922 fik banet vejen til sin magtovertagelse. Hitlers mislykkede kup betød, at NSDAP blev forbudt og Hitler sat i fængsel. Han blev idømt den mindste straf på fem år og med udsigt til at blive prøveløsladt. Kun to år senere blev Hitler prøveløsladt, og i februar 1925 blev NSDAP på ny gjort lovligt. Herefter steg partiets medlemstal kraftigt.
Andet skridt del 2
Fængslingen førte til “Mein Kampf”
Hitler havde udnyttet sin tid i fængslet til at skrive en bog, og første bind af “Mein Kampf” udkom samme år han blev løsladt. I bogen beskrev Hitler forfærdelsen over tabet af 1. verdenskrig, sin foragt for fredsaftalen (Versaillestraktaten), hvor Tyskland skulle betale store erstatninger for krigen til de vindende nationer, og han berørte det, som han formulerede som “jødeproblemet”. “Mein Kampf” giver en nærmest helteagtig beskrivelse af Hitler og hans liv, og hvordan ideerne bag nationalsocialismen er opstået hos ham. I samtiden mente man, at bogen var en selvbiografi, men i dag ved man, at Hitler formede sin beskrivelse af sit liv på en måde, så den passede ind i hans nazistiske ideologi.
Andet bind af “Mein Kampf” udkom i 1926 og fokuserer mere på NSDAP. Dette bind kan betragtes som en programerklæring for Hitlers politiske mål. I bogen diskuterer han “racer” og beskriver, hvordan propaganda kan anvendes i hans politiske projekt.
Begge bind blev samlet i 1930-udgaven af “Mein Kampf”. I 1944 var denne bog blevet trykt i ca. 12,5 mio. eksemplarer. Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange tyskere der rent faktisk læste bogen. Den blev nemlig givet som gave til nygifte par af nazistyret for at sikre, at den blev læst i så mange tyske hjem som muligt. Det er gennem mange år blevet påstået, at de fleste tyskere ikke tog bogens hadefulde indhold seriøst, men det ved vi i dag var en fejlvurdering.
Når man læser bogen, giver den et godt billede af, hvordan Hitler opfatter verden med udgangspunkt i -ismer som nationalisme, anti-internationalisme, antisemitisme, antimarxisme og endelig forherligelsen af “folket og racen”. I bogen giver Hitler således udtryk for, at “tyskeren” som race er hævet over andre “racer”.
Tredje skridt
Hitler er klar til at blive Rigskansler
I 1920’erne var NSDAP endnu ikke et stærkt parti. Weimarrepublikken var et meget ungt demokrati, og den formåede ikke at skabe en stærk stat. Republikken havde modstandere både på venstre- og højrefløjen, som pressede regeringen og gjorde det svært at tage beslutninger, som kunne afslutte den politiske krise. De manglende politiske beslutninger fik borgerne til at miste tilliden til demokratiet og vende sig mod de mere ekstreme partier.
Antidemokratiske partier drevet af kommunister, monarkister og DNVP (et andet nationalistisk parti) voksede. Skridt for skridt skete der en række ting, som endte med, at en antidemokrat ved navn Hindenburg blev rigspræsident.
Den verdensomspændende økonomiske krise – det som kaldes depressionen – fik den tyske økonomi til at gå helt i knæ, og kommunisterne og NSDAP opnåede en stor sejr ved valget i 1929. I 1931 slutter partierne på højrefløjen sig sammen for at stå stærkere. Venstrefløjen står til gengæld splittet. Kommunisterne og Socialdemokraterne (de to mest venstreorienterede partier) kan på ingen måde finde en fællesskabende politik. Næste valg udskrives allerede i 1932.
I deres valgkamp målretter nazisterne deres propaganda og tysser de antisemitiske slogans ned, som ellers kunne skræmme vælgere fra at stemme på dem. Samtidigt sørger SA (et vagtkorps der var tilknyttet NSDAP) for at bekæmpe politiske modstandere af partiet med vold. Mange dør under valgkampen, og NSDAPs strategi viser sig at være velvalgt. Partiet står som valgets sejrherre og overtager i 1933 regeringsmagten med Hitler som ny statsleder – rigskansler for det nazistisk ledede Tyskland.
