Der er stor forskel på hvor meget racisme og antisemitisme der opleves i forskellige dele af Tyskland. Generelt oplever man langt flere problemer i det østlige Tyskland, det tidligere Østtyskland, end i den vestlige del, det tidligere Vesttyskland. Hvis man skal forstå disse forskelle, så må man dykke ned i de to tidligere landes forskellige udvikling efter 2. verdenskrig.
Forskelle i historien i Østtyskland og Vesttyskland
I 1949 opstod der splid mellem Sovjetunionen og de andre tre allierede fra 2. verdenskrig, som sammen havde bekæmpet Hitlers naziregime og besat Tyskland. Det førte til, at Tyskland blev delt i et sovjetisk støttet Østtyskland (DDR) og Vesttyskland (BRD), som var støttet af de allierede.
I DDR blev der slået hårdt ned på nazister. De østtyske ledere tegnede et billede af, at Sovjetunionen havde frelst befolkningen fra det nazistiske regime. De tidligere kz-lejre blev brugt til undervisning. Man talte mere om Sovjetunionen som sejrherre over nazisterne end om, hvilke forbrydelser der havde fundet sted. På den måde sørgede DDR-ledelsen for at holde sig gode venner med Sovjetunionen.
DDR havde fået adgang til bevismateriale mod tidligere naziforbrydere og brugte dette politisk. Når en tidligere naziforbryder havde fået en høj stilling i BRD, så “hjalp” DDR med at afsløre ham, så han kunne blive ført for en domstol og retsforfulgt for sine forbrydelser. Det var frygtelig pinligt for BRD, at landet ikke selv kunne afsløre de tidligere naziforbrydere. DDR brugte dette trick til at vise, at “den kapitalistiske verden” – altså de vestlige lande som BRD tilhørte – ikke havde moralen i orden, når de lod forbrydere komme til tops.
De glemte ofre
Østtyskernes bevidsthed om historien lige efter krigen handlede kun meget lidt om, at nazisterne havde haft til hensigt at udrydde jøderne. I stedet var der fokus på de lidelser, som den sovjetiske befolkning havde oplevet. Nazisternes ofre blev ikke omtalt som jøder, men derimod som politiske modstandere af fascismen eller som modstandsfolk. Nazisternes had mod jøderne og den racistiske politik blev der af denne grund ikke talt meget om. Det er problematisk og kan være medvirkende til, at antisemitisme og racisme i dag er langt mere almindelig i den østlige end i den vestlige del af det genforenede Tyskland.
Vesttyskland
Da Tyskland var blevet delt, faldt antallet af retssager rejst mod de tidligere krigsforbrydere i Vesttyskland. I stedet brugte man tid og energi på at genindføre demokrati. Det betød, at der kun i meget lille omfang blev diskuteret diskrimination, forfølgelse af og drab på jøder. Man undskyldte den almindelige tysker med, at han enten havde været imod nazismen, men havde svært ved at gøre modstand, eller at han havde været uvidende om nazisternes forfærdelige forbrydelser. Man opfattede først og fremmest jødeforfølgelserne som ekstreme og uhyrlige handlinger sat i værk alene af Adolf Hitler, Heinrich Himmler og SS. De ledende krigsforbrydere havde man ført proces imod i 1945-1946 (Nürnberg processerne) og man havde derfor en forståelse af, at man havde gjort sin pligt, samt at man havde ‘afnazificeret’ samfundet. Nu var det tid til at se fremad. Der udkom godt nok bøger om nazismens forbrydelser op gennem 1950’erne, men de fik ikke sat gang i debatten om den almindelige tyskers skyld.
Debatten om jødeudryddelsen sættes i gang
En ny erindringspolitik blev grundlagt i 1960’erne. Den første Auschwitz-proces i 1963 (en af de første processer mod 15 ledende personer i KZ-lejren Auschwitz) satte en offentlig debat i gang, som beskæftigede sig med flere spørgsmål:
- Havde man virkelig været grundig nok, da man efter 1945 retsforfulgte nazister?
- Hvor grundig havde det nye tyske retssystem egentligt arbejdet?
- Kunne den almindelige frist for en forældelse af muligheden for at straffe også gælde for nazister, der havde bidraget til folkedrab, men som måske ikke selv havde dræbt nogen?
I 1964 blev der indledt 550 straffesager mod tidligere SS-folk og andre krigsforbrydere, der havde forbrudt sig mod civile. Den nye omgang med skyldsspørgsmålet førte til en ny erindringspolitik, som fremadrettet ville fokusere på at huske forbrydelserne og ansvaret.
Et genforenet Tyskland
I 1989 faldt muren mellem Øst- og Vesttyskland, og et år senere blev de to stater slået sammen til ét Tyskland. Nu var der gået lang tid siden Holocaust og erindringskulturen omkring folkedrabet på jøder, sintier og romaer, homoseksuelle og andre, der blev ofre for nazisternes racepolitik, havde udviklet sig til en bevidsthed om at mindes og at tage ansvar. Det gav et indtryk af, at tyskerne var kommet videre.
Holocaust mindesmærket i Berlin
Men i Tyskland i dag er befolkningen fortsat præget af skam og skyld over de forbrydelser, der har udspillet sig i landet. Dette kaldes tysk erindringskultur, og er en vigtig del af det at være tysker og have tysk identitet. Berlin, som var hovedstad i Nazityskland, er efter genforeningen igen landets hovedstad. Byen indtager derfor en central rolle i fortællingen om fortidens forbrydelser, som skal afspejle den moderne tyskers ansvarsfølelse over for fortiden. Der er blandt andet blevet opført to museer, som beskæftiger sig med den tysk-jødiske historie: Det jødiske museum, som fortæller om jødernes kultur, og et officielt Holocaust mindesmærke for de seks millioner myrdede jøder. Under mindesmærket ligger der endnu et museum: Holocaust museum, som en del af et internationalt samarbejde, der minder folkedrabet på jøderne. I dag har man også i resten af Europa anerkendt, at jødeudryddelsen er en vigtig del af vores fælles historie. Mange steder er der rejst mindesmærker for ofrene. Denne anerkendelse er vigtig for at forebygge, at der i fremtiden kommer til at ske noget lignende i Europa. Og der forskes også fortsat i Holocaust og dets betydning for eftertiden.