Diskursanalyse – når sociale hierarkier afspejles i kommunikation
Diskursanalysen er en teori og en metode til at undersøge, hvordan betydning skabes i vores sociale liv, og hvordan bestemte holdninger påvirker den sociale verden. I centrum for diskursanalysen står at afdække magtforholdene i kommunikationen ved at undersøge sammenhængen af definitionerne. Diskurser bliver derved tilskrevet en særlig rolle for vores liv.
Hvad er en diskurs?
Hvis du slår ordet op i en ordbog, så vil du kunne læse om diskurs:
diskurs, en sammenhængende kæde af udsagn, fx i samtaler, fortællinger, udredninger, argumenter og taler.(fodnote)
Ved en diskurs forstår man en bestemt måde et tema bliver beskrevet og diskuteret på. Det samme tema kan drøftes på forskellige måder, og derfor kan diskurser om det samme emne være forskellige.
Eksempel:
Et godt eksempel er de fremherskende/dominerende diskurser om nationalt tilhørsforhold, dvs. den måde vi taler om nation og nationalitet på i samtaler, fortællinger, avisartikler og andet.
Når vi taler om Danmark som nation, kan vi bruge begreber som ‘fædreland’ og ‘familien Danmark’. Disse begreber indgår i en diskurs, der beskriver nationen som et familiært fællesskab – en familie-analogi. En familie bliver du født ind i, og man er del af den samme slægt – det er ‘blodet’, der forbinder medlemmerne. Indenfor denne diskurs om nationen vil danskere fremstå som et beslægtet fællesskab.
En anden diskurs beskriver nationen som et træ – en træ-analogi: Danmark som nation (og dermed danskere) har sine rødder på et bestemt sted. De er helt naturlig bundet til dette sted og er opvokset der. Hvis man forlader dette sted, som fx flygtning, bliver man ‘rodløs’. Denne nationale diskurs kan få en debat om flygtninge til at kredse om selve rodløsheden med henblik på at komme tilbage til nationens ‘naturlige sted’, og man vil fx ikke nødvendigvis fokusere så meget på arbejdsløshed e.l.
Begge diskurser behandler nationen som en organisk sammenhæng, noget som man ikke tilvælger, men enten bliver født i (familie-analogien) eller som er bestemt fra naturens side (træ-analogien). Samtidigt er der klare grænser for, hvem der i de to diskurser er inkluderet i nationen, og hvem der er udelukket.
At udfordre den dominante diskurs
Overvej hvad det ville betyde, hvis vi udfordrede disse diskurser og beskriver den danske nation mere neutral og uden anvendelse af en billedskabende analogi, fx:
Den danske nation er et fællesskab af mennesker med mange baggrunde, men som har det til fælles, at de bruger det danske sprog, lever i Danmark samt er og føler sig som danske statsborgere.
Den kritiske diskursanalyse
Der er forskellige tilgange inden for selve diskursanalysen, men her ser vi på de overordnede træk af den teori og metode, som kaldes for den kritiske diskursanalyse.
Som udgangspunkt i den kritiske diskursanalyse er en diskurs en vigtig del af vores sociale liv. Bevidstheden om, at diskurser danner og bliver dannet af sociale praksisser, er et væsentligt kendetegn ved den kritiske diskursanalyse.
Konkret betyder det, at diskurser både skaber en social virkelighed, og at diskurser bliver skabt af den sociale virkelighed. Når vi beskriver nationen Danmark som en familie, bliver den svær at blive en del af, fordi man skal være født ind i en familie for at være medlem – man kan ikke bare selv melde sig ind. Derfor kan denne diskurs virke ekskluderende på fx adoptivbørn med en mørkere hudfarve, eller danskere, hvis forfædre er kommet fra udlandet med et udseende, der adskiller sig fra danskere med etnisk danske forfædre. Disse personer vil kunne opleve at blive behandlet som udefrakommende, også selvom de selv føler sig som danske og evt. aktivt har valgt et liv i Danmark til. Diskursen skaber på denne måde rammerne for vores sociale liv. Hvis den den dominerende diskurs om nationalitet fokuserede på andre faktorer som fx statsborgerskab eller sprogkundskaber, kunne man få en social status som dansker, lige så snart man fik et dansk pas eller havde lært at tale dansk.
Når vi igen og igen anvender diskursen om Danmark som en familie, bliver denne diskurs dominerende og vi skaber derfor en social virkelighed, hvor et dansk pas ikke er nok for at blive betragtet som dansker. Her skaber de valgte ord – diskursen – bestemte holdninger og dermed den virkelighed, som folk i landet er underlagt. Samtidig afspejler diskursen en virkelighed i den sproglige sammenhæng (kontekst).
Ved en diskursanalyse undersøger vi, hvordan sproget bruges i en bestemt kontekst og hvordan vi omtaler bestemte emner:
Hvad tales der om, og hvordan tales der om det?
Resultaterne kan vi bruge til at vurdere, hvad afsenderens hensigt kan være og hvilke konsekvenser kommunikationen kan få. (Vi kan ligeledes tage stilling til, om der er tale om en dominerende diskurs eller en diskurs, der udfordrer den dominerende diskurs).
Den teoretiske ramme
Ved at bruge diskursanalyse som metode undersøger man, hvilke tankesæt og mønstre der ligger bag et bestemt emne, fordi det diskursanalytiske perspektiv antager, at sproget aldrig er objektivt. Sproget er farvet af den holdning, de tendenser eller den intention, der ligger bag.
Når man taler eller skriver, udtrykker man sine tanker med ord – man kommunikerer. Det kan være holdninger, viden, erfaringer og meget mere. Det kan ske via mange kanaler. Det kan være en samtale mellem venner, en avis, der skriver en artikel eller andre medier. Lige så snart der bliver kommunikeret, skaber afsenderen en sandhed, som enten kan modtages eller udfordres af modtageren.
Diskurs
Afsender af kommunikation vil typisk bevidst eller ubevidst formidle sin egen opfattelse af virkeligheden til modtageren. På denne måde kan vi gennem kommunikation krydstjekke, om vores egen opfattelse er i overensstemmelse med andres opfattelser. Det sprogfællesskab, som vi herigennem skaber om vores fælles holdninger, og de ord vi bruger, kalder man diskurs.
Når vi vælger vores ord, så kan ordvalget allerede vise vores holdninger og ofte sker dette ubevidst.
I den nationale diskurs kan vi, som tidligere nævnt, tale om fædrelandet eller modersmål og dermed give udtryk for, at vi anser nationen for en familie. Men hvilke alternativer har vi egentligt for at udfordre diskursen om nation som en familie? Findes der overhovedet et andet ord for modersmål?
Vi kan sige ‘førstesprog’ i stedet for, men det virker nok en smule kunstigt og uvant for de fleste. Dette er altså et tegn på, at vi ubevidst allerede er præget af den nationale diskurs som en familie og lige så ubevidst understøtter den i vores ordvalg.