Danmark og Norden
I de nordiske lande udgjorde jøderne indtil 1900-tallet et forsvindende lille antal af den samlede befolkning, i modsætning til resten af Europa. Mange af de herboende jøder var integrerede i det danske samfund, med et stigende antal blandede ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder. Familiernes børn blev opdraget ligesom den øvrige danske befolkning som kulturkristne. Det vil sige at de ikke tilsluttede sig den kristne religion, men havde den samme kulturelle identitet og baggrund som de fleste danskere. Nogle lod sig endda døbe. De danske jøder havde levet i Danmark gennem flere generationer og mange fra både middel- og overklassen havde arbejdet sig frem til fremtrædende stillinger, samtidig med at antallet af mennesker, som aktivt fulgte jødedommen, var faldende.
Den kulturelle sammensætning af den jødiske menighed ændrede sig i Danmark i perioden fra 1904 til 1917 med indvandringen af jøder fra Østeuropa. De østeuropæiske jøder var stærkt troende, bar traditionelt tøj og dyrkede jiddisch kultur. De fleste såkaldte “østjøder” var fattige og dårligt uddannet. Indvandringen gav nyt liv til den jødiske menighed i Danmark, men også bekymring for antisemitisme, da der nu var flere jøder, som pga. af deres påklædning var mere synlige i gadebilledet end før. Man antog at antisemitisme i Danmark indtil da ikke havde været så udbredt, netop fordi jøderne ikke havde skilt sig ud fra andre danskere, hverken med hensyn til udseende eller opførsel, og dermed ikke havde været synlige i samfundet. Fordomme over for jøder var dog også inden indvandringen til stede i det danske samfund. Jøder blev i dele af befolkningen opfattet som fx grådige og nærige, og selv kendte personer som fx Georg Brandes blev beskyldt for at besidde disse egenskaber. Antisemitiske holdninger dukkede også op blandt intellektuelle og i politik, selvom disse holdninger var stærkest repræsenteret i nazistiske kredse.
Antisemitismens fællesnævner
Jøder blev oprindeligt opfattet som mennesker, der var tilhængere af en bestemt religion – jødedommen. Men i mellemkrigsårene, hvor den racistiske antisemitisme blussede op, ændredes opfattelsen af det at være jøde sig til først og fremmest at være en menneskerace. Den racistiske antisemitisme tog udgangspunkt i en pseudovidenskabelig begrundelse, der kategoriserede jøder som en speciel menneskelig race med særlige egenskaber. I starten af det 20. århundrede var denne pseudovidenskab i fremmarch i Europa. Europæerne tog udgangspunkt i sig selv som værende den højst udviklede race. Man målte kraniers størrelse; afstand mellem øjne, næsers længde og bredde, pandens højde og hældning oma., som man mente kunne vise om folk var intelligente eller ej, hvilken “race” de tilhørte og om de var under- eller overmennesker. Samtidens karikaturer, og ikke mindst karikaturer op til 2. verdenskrig, fremhæver netop træk som fx stor krum næse og tætsiddende, stikkende øjne som værende specielt jødiske, når jøder blev portrætteret i aviser og blade.
Danmark besat
Både før og især efter besættelsen holdt det jødiske samfund lav profil og protesterede ikke offentligt mod behandlingen af de tyske jøder, hverken i forbindelse med boykotten af jødiske forretninger i 1933, indførelsen af Nürnberg-lovene i 1935 eller efter Krystalnatten – en pogrom mod jøder, der skete i 1938. I stedet søgte det jødiske samfund at støtte hjælpearbejdet for jødiske flygtninge, som i store tal kom fra Tyskland som følge af forfølgelser.
Under besættelsen var den danske regering klar over den trussel, som den tyske besættelse udgjorde for de danske jøder. Regeringen mente, at det var nyttigt at jøderne holdt lav profil, fx ved ikke at forfremme personer med jødisk-lydende navne til offentlige embeder eller til embeder i medierne. Samtidig beskyttede regeringen jøderne ved at afvise tyske krav om udlevering eller indførelse af en antisemitisk lovgivning. Dette lykkedes i mere end tre år indtil august 1943, hvor den tysk-danske samarbejdspolitik sluttede.
Antisemitisme i Europa
Modviljen mod jøderne har en lang historie, som rækker helt tilbage til antikken (ca. 500 f.Kr. – 800 e.Kr.). I forbindelse med indførelsen af kristendommen opstod et negativt billede af jøder samt antijødiske fordomme og klicheer, der kom til at præge holdningen til jøder i de europæiske samfund.
Efterhånden som kristendommen blev tæt knyttet til og økonomisk støttet af staten i mange europæiske lande i middelalderen, forandrede den retlige situation sig voldsomt for jøderne. Der blev indført love, som adskilte kristne fra jøder og i 1215 indførte den katolske kirke love, som separerede jøder yderligere fra den øvrige europæiske befolkning gennem synlighed i påklædning og de beboelsesområder, som de blev henvist til at bo i. Dermed var kirken i middelalderen en aktiv del af en antijødisk propaganda, som udviklede sig til en kulturbåret del af de kristne samfund i Europa. Skræmmehistorier, overtro og fordomme over for jøder udviklede sig med tiden til stereotypen om “den løgnagtige, skumle, pengegriske og magtbegærlige jøde”, som beriger sig på andres bekostning og gerne karikeres med et grinende ansigt. Når der skete noget slemt, som fx pestudbrud, blev jøderne hurtigt udråbt som de skyldige. Indtil 1600-tallet skete der flere tvangsudvisninger af jøder og pogromer i form af voldshandlinger i lande som Spanien, Frankrig, England og Tyskland. Mange jøder flygtede derfor til Østeuropa, hvor de bosatte sig. For jøderne var det dog intet paradis de var kommet til. De blev fortsat ofre for forfølgelse og pogromer i de nye lande, fx i Rusland og Polen.
Særligt i Tyskland efter 1. verdenskrig blev en anden stereotyp udbredt: Jøden som en landsforræder, der ikke kæmpede i skyttegraven for sit land. “Alle steder ser man deres grin, bare ikke i skyttegraverne”. Men jøder kæmpede med i skyttegravene under 1. verdenskrig, så stereotypen var faktuelt forkert. På trods af dette faktum blev den alligevel udbredt.
Begrundelsen for de mange antijødiske aktioner lå indtil 1800-tallet i religion. Men i oplysningstiden (ca. 1690-1780) skiftede argumentationen til at blive “videnskabelig”. Argumentationen tog udgangspunkt i darwinismen og anskuede jøder som en menneskerace (videnskaben siger at der kun er en art af nutidsmennesket, det man tidligere kaldte en menneskerace, da alle nulevende mennesker kan få børn sammen, som er fertile – altså også selv kan få børn).
I løbet af 1800-tallet opstod forestillingen om, at stat og kirke burde adskilles fra hinanden Denne emancipation (= løsrivelse/ligestilling) førte til, at jøder blev ligestillet med andre både i politik og i samfundet. Hermed fik jøderne mulighed for at blive en del af det samfund, som de i flere hundrede år havde været holdt ude fra. Fordomme og klicheer om jøderne blev dog ikke afskaffet og havde stadig en plads i den ikke-jødisk befolknings forståelse.