Hop til indhold

Holocaust er udryddelsen af cirka 6 millioner jøder af Hitlers naziregime op til og under 2. verdenskrig – det som naziregimet oprindeligt kaldte Endlösung der Judenfrage. Det satte hele verden i chok, da omfanget af Holocaust blev tydeligt efter Nazitysklands kapitulation i 1945. At ingen greb ind og ændrede historiens gang gør fortsat ondt i den europæiske folkesjæl – og ikke mindst i Tyskland.

I Tyskland i dag er der mange efterkommere af personer, som af en eller anden grund ikke reagerede mod forfølgelsen af jøderne. Den arv må hver enkelt forsøge at komme overens med.

Den tyske grundlov forbyder forfølgelser af enhver art. Dermed er grundloven en del af den tyske erindringskultur, der opstod efter 2. verdenskrig, og som skulle sikre at Tyskland aldrig igen skulle opleve noget lignende Holocaust. Alligevel opstår der også i Tyskland i dag situationer, der truer nogle befolkningsgruppers demokratiske rettigheder. Men er det nok at overlade ansvaret til lovgivningen, eller skal det tyske folk også selv påtage sig et ansvar? I så fald hvem?

Gennem materialerne til temaet kan du møde både yngre og ældre generationer, der frivilligt tager del i kampen mod antisemitisme (forfølgelsen af jøder) samt høre eksperter og andre udtale sig om situationen i Tyskland i dag. Arbejdet med temaets ressourcer giver anledning til refleksion over, hvordan vi alle kan og bør tage ansvar på baggrund af vores viden om udviklingen op til og under Holocaust.

Gå til samme tema med lette tekster

Under filmene finder du andre tekster og ressourcer, som kan give dig baggrundsviden eller støtte dig i at arbejde problemorienteret.

Film

Sådan forebygger man had mod jøder i Tyskland

Dette er en film om projektet Neue Wege, som det tyrkiske samfund i Hamborg står bag. Lederen af projektet er en klog mand, en sociolog, der professionelt har specialiseret sig i temaet omkring stigmatisering af minoriteter i Tyskland – derfor udtaler han sig med en klar og tydelig autoritet.

Anti-racistiske skoler i Tyskland

”Schule ohne Rassismus” er en organisation med elever fra 2561 skoler over hele Tyskland. De er unge aktivister, der lokalt på skolerne tager ansvar for at arbejde imod racisme, antisemitisme, angreb på seksuelle minoriteter m.v. Medlemskabet af ”Schule ohne Rassismus” gælder kun et år ad gangen, og det kan kun fornyes, hvis skolens elever jævnligt skaber nye initiativer.

Den tyske erindringskultur

I Tyskland gør man meget for at huske den nazistiske fortid for at undgå, at den gentager sig. Man kalder det for ”erindringskulturen”. Filmen tematiserer konkrete eksempler på denne kultur. Men filmen handler også om unge, der i dag sætter spørgsmålstegn ved denne kultur, her mere end 70 år efter krigens afslutning. Er det nu så vigtigt? Og er der stadig det samme forhold mellem viden og ansvar, som da “erindringskulturen” blev etableret?

Materialer

Blandt andet materialer som du, din gruppe eller hele klassen kan anvende supplerende til at reflektere over nogle af de spørgsmål og dilemmaer, som jeres spørgsmål rejser.

  • Gå til et fuldt tilrettelagt forløb med lette tekster
Til eleven
Foreslåede mål og problemformuleringer
Øvrige
Til læreren

En række film, artikler og kilder fra krigens tid om Auschwitz sammen med konventioner og love, som opstod i kølvandet på forfærdelsen over Holocaust og nazisternes systematiske forfølgelse og drab på jøder og andre mindretal.

Film
Journalistiske artikler
Kort om kilder

Lovtekster

Links
Sidst opdateret: 10. september 2021