Landet Myanmar

Gennem de sidste godt 70 år er Myanmar gået fra at være en koloni ledet af Storbritannien (under navnet Burma) til at være en uafhængig stat med sin egen regering. Landet hed Burma indtil 1989, hvor det blev omdøbt til Myanmar. Men i denne tekst bruger vi navnet Myanmar, for ikke at forvirre.

Den lange vej til selvstændighed

Inden Myanmar blev uafhængigt i januar 1948 havde det været en engelsk koloni i 62 år. Under 2. verdenskrig og gennem 4 år var landet besat af Japan, og lidelserne store. Men alligevel havde alle i Myanmar et håb om at skabe et demokratisk land. Da størstedelen af landets befolkning var buddhister, skulle demokratiet tage udgangspunkt i buddhistiske idealer.

Det var ingen let opgave. Landets befolkning var sammensat af talrige etniske grupper med forskellige sprog. 135 af disse grupper er anerkendt af staten i dag, men andre regnes for ikke-anerkendte etniske grupper, og de har typisk langt færre rettigheder i et samfund end almindelige borgere. Rohingyaerne er en af de etniske grupper, der ikke er anerkendt.

Det myanmarske samfunds sammensætning

Den største befolkningsgruppe i Myanmar er bamarer. De udgør to tredjedele af befolkningen, mens de mange etniske mindretal udgør den sidste tredjedel. De der arbejder i regeringen og i militæret er som oftest bamarer.

Da Myanmar blev uafhængigt ønskede nogle af de etniske mindretal at få deres eget styre, det vi kalder selvstyre. Det førte til uro og kamp om magten flere steder i landet. I sidste ende gennemførte en general ved navn Ne Win sammen med militæret et kup og tog magten i landet i 1962. Kuppet blev afslutningen på frie valg og på forsøget på at etablere demokrati i omkring 50 år.

Demokrati eller diktatur?

Under Ne Win udviklede styret sig til et militærdiktatur.

I det daglige liv oplevede befolkningen at de levede i et diktatur. Regeringen accepterede ikke, at folk kritiserede styret, og indtil 2010 blev al modstand stoppet. Blandt andet risikerede folk at blive sat i fængsel, hvis de kritiserede militæret. Det gjaldt især folk der tilhørte de etniske mindretal, journalister, folk der kæmpede for menneskerettigheder, politiske modstandere og andre aktivister. Der var altså ikke den ytringsfrihed, som er så vigtigt i et demokrati. Manglen på ytringsfrihed førte til, at ingen diskuterede årsagerne til og løsningen på de mange konflikter, der var mellem militæret og landets mange etniske mindretal. Den modstand nogle af de etniske mindretal havde over for militærstyret, gik ud på, at de gerne ville have ret til selvstyre. Men militæret ville ikke acceptere forskellige sprog eller kulturer i landet. De krævede at man indordnede sig under de buddhistiske idealer, og det ville føre til at mindretallene ikke kunne videreføre deres oprindelige kulturer.

Myanmars parlament - der hvor regeringen har til huse (2012).

I byerne slog militæret ned på al den modstand det mødte mod regimet, blandt andet af de grupper, der ønskede demokrati. Ude på landet var det sværere for militæret at nedkæmpe modstanden. I dag er der stadig uroligheder mellem militæret og de etniske grupper, der stadigt kæmper for selvstyre og flere demokratiske rettigheder som fx stemmeret eller ret til uddannelse.

Økonomien kollapser

Efter 2. verdenskrig var Myanmar blevet et af Asiens rigeste lande. I løbet af Ne Wins tid på magten begyndte det imidlertid at gå dårligt med landets økonomi, og i dag er Myanmar et af Asiens fattigste lande.

I 1988 måtte Ne Win trække sig fra magten, da studerende i landet gjorde oprør. Store dele af befolkningen støttede oprørerne, som blandt andet krævede demokrati. De ville have ret til at stemme og ønskede en ende på diktaturet. Militæret nedkæmpede oprøret og landets magt forblev i militærets hænder.

Alligevel var der ændringer på vej. I 1990 blev der for første gang afholdt et valg i Myanmar. Den kvindelige forkæmper for demokrati Aung San Suu Kyis parti vandt med et stort flertal. Partiet var imod militærstyret. Men militæret ville ikke give magten til Aung San Suu Kyi og hendes parti. Aung San Suu Kyi blev fængslet i sit eget hjem under det vi kalder husarrest, hvor hun tilbragte i alt 15 år. Det skete på trods af kritik fra blandt andet udlandet og FN, som ikke ville anerkende militæret som leder af landet.

Et demokrati vokser langsomt frem

Myanmars militærstyre gik i 2003 i gang med små tiltag, som på lang sigt skulle gøre landet mere demokratisk, men dog stadig med stor magt til militæret. Disse tiltag førte i 2010 til det første demokratiske valg i landet siden 1950’erne, hvor en civil regering overtog magten. Men selvom valget var demokratisk, så var det stadig militærets tidligere medlemmer, der kom i regeringen, og Aung San Suu Kyis parti stod stadig uden for. Kun langsomt blev magten delvist delt med andre end militærets egne folk.

Efter 2010 valget begyndte styret at løslade folk, der havde siddet som politiske fanger – også Aung San Suu Kyi. Det blev også tilladt at skrive kritiske ting i medierne. Landet kom tættere på noget, som kunne ligne ytringsfrihed. Under det næste demokratisk parlamentsvalg i 2015 vandt Aung San Suu Kyis parti NLD (Nationale Liga for Demokrati) en stor sejr.

Militærets indflydelse i Myanmar i dag

Aung San Suu Kyi og NLD har siden 2016 regeret det spæde demokrati. Med de mange etniske grupper og opgør der endnu ulmer, er det ikke en let opgave og den bliver heller ikke lettere af, at militæret stadigvæk har stor magt i Myanmar.

Landets forfatning fra 2008, som ledte overgangen til demokrati er skrevet af militæret. I forfatningen står, at en fjerdedel af parlamentets pladser skal besættes af militærets medlemmer. Det samme gælder en fire vigtige ministerposter. Endelig ejes mange af landets fabrikker og andre firmaer af militærfolk eller af militærets allierede.