Menu
Menu

Et systematisk folkedrab

Nazisterne ledte efter en måde at fjerne jøderne fra Europa og midlerne blev med tiden mere og mere brutale. Meget var allerede prøvet, fx at fratage jøderne grundlæggende levevilkår, tvangsforflytninger til ghettoer og masseskydninger, men for nazisterne var disse metoder alt for langsommelige. Ideen om at bygge gaskamre i dødslejrene blev den ultimative fase i nazisternes jagt på en effektiv måde, hvor man med ganske få midler, kunne dræbe et ufatteligt stort antal mennesker. Dødslejrene fungerede dermed som middel til at gennemføre et systematisk folkedrab på Europas jøder.

Ved ankomsten til Auschwitz og de andre udryddelseslejre blev fangerne sorteret – det som kaldtes “selektion” – i arbejdsduelige fanger, som skulle udføre tvangsarbejde i lejren, og andre som skulle direkte i gaskamrene.

Mødre fik lov at blive sammen med deres små børn for ikke at skabe uro ved en adskillelse, selvom det betød, at nazisterne gik glip af de unge kvinders arbejdskraft, da både mødre og børn blev ført direkte i gaskamrene. 

Mødre og børn på vej direkte i gaskammrene ved deres ankomst sammen med andre ungarske jøder 27. maj 1944. (yasvadem.com)

Når fangerne ankom til gaskamrene fik de at vide, at de skulle i bad. På den måde undgik man, at folk gik i panik eller prøvede at forsvare sig mod den ventende død. Ved gaskamrene var det første rum indrettet som en slags omklædningsrum med nummererede knager. Fangerne fik at vide, at de skulle hænge deres tøj og sko ordentligt på knagerne og huske nummeret. Men det gav ingen mening, da de gik direkte i døden. Nazisterne brugte bare knagerne som et påskud til at få orden på tøj og sko, så det var lettere at sortere tøjet bagefter. Miklós Nyiszli, som var tvangsarbejder i Auschwitz, fortæller i sine optegnelser, at fangerne var skræmte og i første omgang ikke turde tage tøjet af, og desuden var mænd og kvinder blandet i samme rum. Men efter nogle truende tilråb gjorde de det alligevel. Så blev alle sendt videre til det næste rum. Når dette rum var fyldt med mennesker – i de store gaskamre var der plads til op mod 2.000 personer – låste man dørene. Nu havde nazisterne afsluttet alle forberedelser og gaskammeret var klar til at giftgassen Zyklon B (hydrogencyanid adsorberet i en stenart) kunne kastes ind til fangerne. Når gassen blev frigivet, efter mødet med varme og vanddamp i luften fra de mange mennesker, blev den spredt mellem fangerne, som efter et par minutter alle led en grusom død.

Foto af ruinerne af krematorium II i Birkenau fra 2018. Foto: Stefan97.

I løbet af 1944 betød de allieredes fremmarch blandt andet, at folkedrabet på jøderne blev intensiveret, da man ville afvikle koncentrationslejrene inden de allierede kom frem. Da nazisterne samtidigt havde brug for tvangsarbejdernes arbejdskraft til at opretholde krigsmaskineriet, sendte man også mange fanger med godstog til arbejdslejre, der lå længere væk fra krigsfronten. Fra april 1945 blev store grupper af lejrens fanger endvidere sendt på de såkaldte dødsmarcher, hvor mange folk døde af sult og udmattelse.

Gaskammeret i Stammlager Auschwitz I set udefra fotograferet juni 2001. Foto: André Freud.

Gaskammeret set indefra i Auschwitz I fotograferet juni 2013. Foto: Illogical2007.

Banderoler fra Zyklon B-dåser fundet i gaskammerbygningen i Dachau i 1946 og anvendt som bevismateriale under Nürnbergprocesserne. På banderolerne ses den tyske kemikalieproducents logo og brandnavnet Zyklon. I midten står der “Giftgas!” og “Cyanidpræparat!” sammen med dødningehovedet, der betyder dødeligt giftigt kemikalie. Endelig står der “Må kun åbnes og anvendes af uddannet personale”. 

Sonderkommando (jøder, der er kommanderet til at arbejde i gaskamre og krematorier) brænder lig af i det fri, august 1944. Foto: Alberto Errera. Du kan søge på Albertos navn og lære ham bedre at kende.