Menu
Menu

Gregory Stantons 10 stadier – original tekst (dansk oversættelse)

Gregory Stantons 10 stadier - original tekst (dansk oversættelse)

Bearbejdet oversættelse af Gregory H. Stantons, stifter af Genocide Watch, beskrivelse af folkedrabets ti stadier fra 2016, se den originale tekst her

Folkedrab er en proces

Folkedrab er en proces, der udvikler sig gennem ti stadier, som er forudsigelige, men ikke uundgåelige. På hvert stadie kan forebyggende foranstaltninger stoppe den videre udvikling. Udviklingen er ikke lineær. Nogle stadier kan forekomme samtidigt. Hvert stadie er i sig selv en proces. De senere stadier vil naturligt være udviklet fra de tidligere stadier, mens alle tidligere stadier vil forekomme i de senere stadier.

Stadie 1. Klassifikation:

I alle kulturer anvendes kategorier til at skelne mellem mennesker i “os og dem” ud fra etnicitet, race, religion eller nationalitet: tysker og jøde, hutu og tutsi. Polariserede samfund som ikke har mixede kategorier, som fx i Rwanda og Burundi, har en høj sandsynlighed for folkedrab. 

De vigtigste forebyggende foranstaltninger på dette tidlige stadie er at oprette organisationer, der arbejder aktivt for større tolerance og forståelse befolkningsgrupperne imellem uanset etnicitet eller religiøse tilhørsforhold og som anvender klassifikationer, der går på tværs af de klassifikationer, der skaber opdelinger i samfundet. Den romersk- katolske kirke kunne have spillet en sådan rolle i Rwanda, hvis ikke kirken selv havde været splittet i de samme to etniske grupperinger som det rwandiske samfund. Ved at arbejde for et fælles sprog i lande som fx Tanzania, kan man opnå at folket opfatter sig som havende en fælles nationalitet. Denne søgning efter at have et fælles udgangspunkt er vigtig i den tidlige forebyggelse af folkedrab.

Stadie 2. Symbolisering:

Vi navngiver og tildeler symboler i forbindelse med vores klassificeringer. Vi kalder folk for “jøder” eller “romaer”, eller skelner mellem folk ud fra deres hudfarve eller påklædning og tildeler dem disse prædikater som symboler, for at huske gruppeinddelingen. At klassificere og symbolisere er alment menneskeligt og resulterer ikke nødvendigvis i folkedrab, med mindre de fører videre til dehumanisering/umenneskeliggørelse. I kombination med had kan symbolisering blive påtvunget medlemmer af en uønsket eller ilde set gruppe. Eksempler er den gule davidsstjerne for jøder, som blev anvendt af nazistyret og det blå tørklæde, som folk fra den østlige zone i Cambodia (red.: det cambodianske folkedrab fra 1975-1979) blev tvunget til at bære af De Røde Khmerer.

For at modarbejde symbolisering kan hadsymboler forbydes ved lov (et eksempel er hagekorset i Tyskland), og det samme gælder hadefuld tale, det vi med et engelsk udtryk kalder hate speech. Gruppemarkeringer i form af bandeuniformer eller tatoveringer, der viser tilhørsforhold til bander, kan ligeledes ulovliggøres. Problemet er, at en begrænsninger af noget sådan ved lovgivning ikke vil have en virkning, med mindre den finder støtte i befolkningen. Selvom hutu og tutsi var forbudte ord i Burundi indtil 1980’erne, så anvendte folk bare kodeord i deres sted. Men hvis et forbud finder bred opbakning, så kan en nægtelse af at støtte og bruge symbolisering have stor betydning. Det så man i Bulgarien (red.: under 2. verdenskrig), hvor regeringen nægtede at skaffe nok gule davidsstjerner, så mindst 80 % af den jødiske befolkning ikke bar dem, og på den måde blev brugen af den gule stjerne, som for nazistyret var et vigtigt symbol for jøder, saboteret.

Stadie 3. Diskriminering:

Når en dominerende gruppe i et samfund anvender love, sædvaner og politisk magt for at nægte og krænke andre gruppers rettigheder. Den underlegne gruppe kan have færre borgerrettigheder, valg- og stemmerettigheder og endog være frataget deres statsborgerskab. Den dominerende gruppe er drevet af en ideologi, som ekskluderer og frarøver underlegne grupper deres rettigheder. Ideologien taler for at den dominerende gruppe får eneret på magten. Dette legitimerer at gøre underlegne grupper til ofre. Fortalere for ekskluderende ideologier er ofte karismatiske, udtrykker deres følgeres utilfredshed med systemet og tiltrækker sig dermed støtte fra store dele af befolkningen. Af eksempler kan nævnes Nürnberglovene fra 1935 i Nazityskland, som fratog jøder deres tyske statsborgerskab og forbød dem at have arbejde i statslige embeder eller ved højere læreanstalter. Myanmars nægtelse af at give rohingyaerne statsborgerskab er et nutidigt eksempel.

En forebyggelse af diskriminering fordrer, at alle grupper i et samfund sikres lige demokratiske rettigheder og lige adgang til statsborgerskab. Diskriminering på baggrund af nationalitet, etnicitet eller religion bør forbydes. Enkeltpersoner skal have retten til at retsforfølge staten, virksomheder eller andre personer, hvis deres rettigheder krænkes.

Stadie 4. Umenneskeliggørelse/dehumanisering:

En gruppe nægter en anden gruppes menneskelighed. Offergruppens medlemmer ligestilles med dyr, utøj, insekter eller sygdomme. Gennem dehumanisering sker en nedbrydning af almindelige menneskers afsky og afstandtagen fra mord. På dette stadie bliver brugen af hadefuld propaganda udbredt på tryk og via radio/tv og sociale medier for at ødelægge offergruppen. Hadefuld propaganda kan endog ses i skolebøger. Den dominerende gruppe påvirkes til at betragte den anden gruppe som mindre menneskelig og endda som fremmedelementer i deres samfund. De bliver indoktrinerede til at tro, at ”vi er bedre stillet uden dem.” Den underlegne gruppe kan blive så dehumaniseret, at personerne i gruppen bliver kaldt ved numre snarere end navn, som de personer, der blev klassificeret som jøder og sendt i nazisternes dødslejre. Personerne i grupperne sidestilles med snavs, urenheder og betragtes som umoralske. Propagandaen er båret af hate speech og fylder de officielle medier som radio og aviser samt politiske taler.

For at bekæmpe dehumanisering bør tilskyndelse til folkedrab ikke modsvares af censur. I samfund, hvor der er risiko for folkedrab, mangler befolkningen demokratiske rettigheder, der kan sikre at samfundets modsvar til hadpropaganda bliver fremsagt offentligt og hørt. Disse samfund bør derfor behandles anderledes end demokratisk ledede samfund. Nationale og internationale ledere bør forbyde hate speech, som også bør gøres socialt uacceptabelt. Ledere, der opfordrer til folkedrab, bør have internationalt rejseforbud, og have indefrosset deres formuer i fremmede valutaer. Radiostationer, der udsender hate speech, skal straks have frataget deres licens og lukkes ned og hadfuld propaganda skal forbydes ved lov. Hadforbrydelser og hadovergreb bør straffes straks.

Stadie 5. Organisering: 

Folkedrab er altid organiseret systematisk, typisk af staten og ofte gennem brug af militser for ikke at skulle leve op til et statsansvar. (Et eksempel er den sudanesiske regerings støtte af Janjaweed-militsen i Darfur). Til tider sker organiseringen uformelt (hinduistiske celler, der ledes af lokale RSS-militser, som udfører voldelige angreb mod den muslimske befolkning under påskud af at beskytte køer, som hinduer opfatter som hellige dyr) eller decentraliseret (jihadistiske terroristgrupper, der udfører angreb overalt i verden). Specialenheder eller militser trænes og bevæbnes. Drab på befolkningsgrupper planlægges. Drabshandlinger forklædes som gengældelsesaktioner, hvis der er en igangværende væbnet konflikt eller borgerkrig. 

Denne æra af total krig startede under 2. verdenskrig. Bombeangreb skelnede ikke mellem civile og ikke-kæmpende. Borgerkrigene, som brød ud efter den kolde krigs afslutning skelnede heller ikke mellem civile og kæmpende. De resulterede i udbredte krigsforbrydelser. Folkedrab sker typisk i forbindelse med borgerkrige eller internationale krige. Våben indføres i lande og tilflyder militser (ofte i strid med FNs våbenembargoer) og faciliterer på den måde folkedrabshandlinger. Staten organisererer hemmelige politienheder, som har til opgave at udspionere, arrestere, torturere og myrde personer, der mistænkes for at være modstandere af politiske ledere. 

Tilskyndelsen til at gå efter en bestemt gruppe indoktrineres gennem massemedier. Der specialuddannes drabsvillige militser og særlige militære drabsenheder.

For at bekæmpe dette stadie bør det gøres ulovligt at være medlem af folkedrabsmilitser. Militsernes ledere bør nægtes udstedelse af udrejsevisa og deres udenlandske besiddelser og finanser bør indefryses. FN bør pålægge regeringer og borgere i lande, der er involveret i folkedrabsmassakrer, våbenembargoer og oprette kommissioner, der kan undersøge krænkelser af befolkningsgrupper, som det blev gjort i Rwanda efter folkedrabet, og de bør anvende de nationale retssystemer til at retsforfølge dem, der krænker de indførte embargoer.

Stadie 6. Polarisering:

Ekstremister skaber splittelse mellem grupper i befolkningen. Hadgrupper udsender polariserende propaganda. Love kan forbyde mixede ægteskaber eller sociale interaktioner grupperne imellem. Ekstremistisk terror kontrollerer, skræmmer og får folk til at tie. Moderate medlemmer fra de forfølgendes egne grupper er bedst i stand til at stoppe folkedrabet, derfor vil de være de første, der bliver arresteret og dræbt. Ledere i de forfulgtes grupper er de næste der bliver arresteret og myrdet. Den dominerende gruppe vedtager en nødlovgivning eller et dekret, der giver dem total magt over den forfulgte gruppe. Lovene underminerer samfundets grundlæggende borger- og frihedsrettigheder. De forfulgte grupper afvæbnes for at gøre dem ude af stand til at yde væbnet modstand og for at sikre den dominerende gruppes fuldkomne kontrol. 

Forebyggelse af escaleringen til dette stadie kan kræve at moderate ledere beskyttes eller hjælp til menneskerettighedsgrupper. Ekstremisters aktiver kan beslaglægges og de skal nægtes visa til internationale rejser. Statsstøttede ekstremister bør bekæmpes gennem internationale sanktioner og regional isolation. Der bør protesteres kraftigt mod nedrustningen af modstandsgrupper. Hvis det er nødvendigt bør de forfulgte grupper bevæbnes, så de kan beskytte sig selv.

Stadie 7. Planlægning:

Nationale ledere eller ledere fra de forfølgende grupper planlægger “den endelige løsning” på jøder, armeniere, tutsier eller andre grupper, som har fået prædikatet “problem”. De anvender ofte eufemismer (forskønnende sprog) for at skjule deres onde hensigter, fx ved at referere til deres målsætning som “etnisk udrensning”, “renselse” eller “kontraterrrorisme”. De opbygger hære, køber våben og træner deres tropper og militser. De indoktrinerer befolkningen til at frygte offergruppen. Ledere hævder typisk: “hvis vi ikke dræber “dem”, så dræber de “os””, og forklæder på den måde folkedrab som selvforsvar. Der er en optrapning i hadpropaganda og en retorik, der har til hensigt at opildne befolkningen og skabe had mod den “anden gruppe”. Politiske processer som fredsaftaler, der truer den forfølgende gruppes dominans eller et kommende valg, der muligvis vil koste dem magten, kan være udløsende for et ulmende folkedrab. 

Forebyggelse af forberedelserne af et folkedrab kan inkludere våbenembargoer og kommissioner der har til opgave at støtte disse. Der bør desuden foretages retsforfølgelser af tilskyndelser til eller sammensværgelser for at begå folkedrab – begge strafbare handlinger under artikel 3 i Folkedrabskonventionen.

Stadie 8. Forfølgelse:

Ofre identificeres og udpeges på baggrund af deres etniske eller religiøse tilhørsforhold. Offergruppens basale menneskerettigheder bliver systematisk krænket gennem udenretslige drab, tortur og tvangsforflyttelser. Dødslister udarbejdes. I forbindelse med folkedrab udført af stater kan offergruppens medlemmer blive tvunget til at bære symboler, der identificerer dem. Deres ejendomme bliver typisk beslaglagt. Nogle gange isoleres de endda fra den øvrige befolkning i ghettoer, deporteres til koncentrationslejre, eller de isoleres i område med sult og hungersnød. De fratages bevidst ressourcer som vand eller mad for langsomt at tilintetgøres. Der indføres programmer for at forhindre, at gruppen får børn gennem tvungen sterilisation eller afbrydelse af svangerskab. Børn tages fra deres forældre med magt. Offergruppens grundlæggende menneskerettigheder krænkes systematisk gennem drab, tortur og tvangsforflyttelser. Folkedrabmassakrer begynder. 

Alle disse destruktive handlinger er folkedrabshandlinger, som er forbudt ifølge folkedrabskonventionen. De er folkedrabshandlinger fordi de med vilje har som mål at tilintetgøre en del af en gruppe. Advokater, diplomater og andre, der er imod forsøg på at stoppe drabene, vil benægte at disse forbrydelser er folkedrab. De anvender i stedet eufemismer, som fx “etnisk udrensning”, for at beskrive, hvad der sker. 

Personerne bag folkedrabet holder øje med reaktioner fra det internationale samfund. Udebliver disse, ser de det som et tegn på, at de kan slippe afsted med folkedrab. FN, regionale organisationer og stormagter vil se stiltiende til og tillade endnu et folkedrab. 

På dette stadie bør situationen erklæres som en humanitær nødsituation. Hvis stormagterne, FNs sikkerhedsråd eller FN udviser politisk vilje, kan der igangsættes en samlet indsats. Et internationalt væbnet indgreb kan forberedes og FN eller private hjælpeorganisationer kan yde offergruppen udstrakt bistand under den flygtningebølge konflikten forventeligt vil føre til.

Stadie 9. Udryddelse:

Udryddelsen af offergruppen begynder og hurtigt vil massedrabene blive anerkendt som folkedrab. For udøverne af folkedrabet er det “udryddelse” og ikke drab, fordi de ikke ser offergruppen som mennesker. I de tilfælde staten står bag, bistår militæret typisk de ikke-statslige militser i udførelsen af drabene. Målet for et fuldført folkedrab er at dræbe alle medlemmer i offergruppen. Men de fleste folkedrab er “delvist fuldført”. Fx myrdes kun alle uddannede personer i offergruppen (Burundi 1972), alle mænd og drenge i den kampdygtige alder (Srebrenica, Bosnien 1995), eller alle kvinder og piger voldtages (Dafur, Myanmar). Massevoldtægter af kvinder er blevet et karakteristisk træk ved alle nutidige folkedrab, hvor voldtægter anvendes til at ændre offergruppens genetiske arvemateriale og ødelægge dem som gruppe. Til tider udvikler folkedrabene sig med hævndrab mellem grupper i konflikten og skaber på den måde en nedadgående spiral af gensidige folkedrab (som i Burundi). Kulturelle og religiøse værdier destrueres for at udradere gruppens eksistens fra historien (Armenien 1915-1922, Islamisk Stat/Da’esh/ISIS 2014-2018). 

På dette stadie er det kun en omfattende væbnet indsats, der kan stoppe folkedrabet. Sikkerhedszoner eller flugtkorridorer skal etableres og sikres af internationale tungtbevæbnede styrker (en usikker sikkerhedszone er værre end ingen). FN bør intervenere politisk, hvis det er muligt. SHIRBRIG-delen (forkortelse for Multinational Standby High Readiness Brigade for United Nations Operations) af FNs fredsbevarende styrker, EUROFOR en europæisk ledet “Rapid Reaction Force” eller regionale militære styrker (NATO, ASEAN, ECOWAS) skal af FNs sikkerhedsråd godkendes til at gribe ind ved mindre folkedrab i henhold til “The Uniting for Peace-traktat GARes. 330” (1950) – en traktat, som har været anvendt 13 gange i forbindelse med væbnede interventioner. For større folkedrabskatastrofer kræves en flerstrenget FN godkendt indsats. Hvis FNs sikkerhedsråd er lammet af situationen, må regionale styrker gribe til handling på egen hånd i henhold til kapitel 8 i FN traktaten. Den internationale forpligtelse til at beskytte overruler enkeltstaters egeninteresser. Hvis stærke stater ikke vil indsætte tropper som kan intervenere direkte, kan de bidrage med en luftbro, det nødvendige udstyr og finansiel støtte, som de intervenerende stater har brug for.

Stadie 10. Fornægtelse:

Fornægtelse er det sidste stadie, der altid følger og fortsætter efter et folkedrab. Det er en af de sikreste indikatorer for yderligere folkedrabsmassakrer. Udøverne af folkedrabet vil grave lig op af massegrave og brænde dem, for at fjerne beviser og for at intimidere vidner. De vil nægte at have udført noget kriminelt og typisk skyde skylden for det hændte på ofrene. De vil modsætte sig efterforskningen og fortsætte som magtudøvere, indtil den tages fra dem med magt. Herefter vil de flygte i eksil. Her vil de blive indtil de kan undslå sig straf for deres forbrydelser, ligesom Pol Pot (red.: Cambodia 1975-1979) eller Idi Amin (red.: Uganda 1971-1979), med mindre de pågribes og kan stilles for/prøves ved en domstol.

Den bedste reaktion på fornægtelse er at straffe folkedrabshandlinger gennem en international eller national domstol. Her kan beviser fremlægges og udøverne af folkedrab blive straffet. Domstole som i Jugoslavien, Rwanda, Sierre Leone samt domsprøvelsen af Khmer Rouge i Cambodia og muligheden for at blive stillet for den internationale straffedomstol afskrækker måske ikke de værste folkedrabsudøvere, men med politisk vilje til at arrestere og anklage dem er der en chance for, at retfærdighed vil ske fyldest. Lokale rettergange, sandhedskomissioner og offentlig skoleuddannelse er også modgifter mod fornægtelse. De kan lede til forsoning og forebyggende undervisning.