Menu
Menu

Anti-jødisk propaganda som middel til magt

Anti-jødisk propaganda som middel til magt

Adolf Hitlers vej til magten startede for alvor efter 1. verdenskrig. De tendenser der var i den tids Europa passede perfekt ind i Hitlers kram – og kombinationen var værst mulig, når vi ser den gennem historiens briller. Tilsammen blev det tyske nederlag i 1. verdenskrig – som dengang blev kaldt Den store krig, den traktat, der blev underskrevet efter krigen og som ruinerede Tysklands økonomi, den økonomiske nedtur i hele verden fra 1929 (kaldet depressionen) samt Hitlers ønske om at komme til magten, til den cocktail, der senere hen førte til katastrofen Holocaust.

Holocaust – eller på hebræisk Shoa – kalder man den systematiske udryddelse af cirka 6 millioner jøder og andre millioner af uønskede befolkningsgrupper. Dertil kommer lidelser blandt befolkningerne og soldater i de lande, som blev besat af Tyskland eller lod sig involvere i 2. verdenskrig.

Tyskland efter 1. verdenskrig

Der blev skrevet under på en fredsaftale i Versailles i Frankrig i 1919, det der kaldes Versaillestraktaten. 1. verdenskrigs vindende nationer – de allierede (Frankrig, Rusland og Storbritannien samt Japan og USA) – og krigens taber – Tyskland – var medunderskrivere.

Aftalen betød, at Tyskland mistede landområder, som det tidligere havde haft. Fx blev området Alsace-Lorraine fransk og Nordslesvig dansk. Derudover mistede Tyskland samtlige sine kolonier i Afrika.

Men det punkt i traktaten, der fik størst indflydelse på historiens forløb, var den erstatning, som Tyskland skulle betale til vinderne af krigen for de ødelæggelser, der var sket under krigshandlingerne. Beløbet lød på 138 milliarder Mark i guld. Dette beløb skulle ifølge traktaten være betalt af i 1962, hvilket man allerede dengang vidste var helt urealistisk. Oveni blev det vedtaget, at det tyske militær ikke måtte blive større end 100.000 mand, og at militæret hverken måtte eje kampvogne, fly eller ubåde.

Fascismens fremgang i Europa

I Tyskland, såvel som i andre europæiske lande, var fascismen i vækst efter 1. verdenskrig. I mange lande var der uenighed om, hvilken samfundsform der var den bedste. Havde man brug for en stærk leder eller et folkestyre? I Italien, Tyskland og Spanien organiserede folk sig i fascistiske og antidemokratiske grupperinger, samtidig med at Weimarrepublikken i Tyskland blev den første demokratiske styreform i Tyskland.

En omfattende propaganda førte til, at en racistisk ideologi blev udbredt i alle sociale kredse i Tyskland. Nazisternes ønske om at splitte og sprede had mellem forskellige grupperinger i befolkningen lykkedes skridt for skridt – og med store konsekvenser. Med raceideologien blev et system til at klassificere “menneskeracer” beskrevet, og hver “race” blev symboliseret med nogle “særlige karaktertræk”. Ideologien gav fx forklaringer – som man påstod var videnskabelige – på hvorfor jøder som “race” var underlegne i forhold til den “ariske race”.

De fascistiske grupperinger lignede hinanden. Måske fordi de havde det samme forbillede i Benito Mussolini, som kom til magten i Italien i 1922. Han gjorde Italien til en fascistisk ledet stat. Fascisterne ønskede en stærk statsleder, de var nationalister og ønskede ikke den samfundsform, som kaldes liberal borgerlig. Og de havde antikommunistiske holdninger.

En af drivkræfterne for de fascistiske grupperinger i Tyskland var den forhadte Versaillestraktat. Mange mente ikke, at Tyskland havde tabt krigen militært men var blevet forrådt, bl.a. af jøder og venstreorienterede. Denne ”konspirationsteori” fik senere navnet dolkestødslegenden. Fascisternes klassifikation af racer var med til at splitte og polarisere landets befolkning. Jøder blev betragtet som landsforrædere, uanset om de var troende, politiske eller noget helt tredje, og det samme gjorde alle venstreorienterede.

Det fascistiske parti DAP

Hitler blev medlem af det tyske arbejderparti DAP i 1919, samme år det var dannet. Da det nye parti holdt sin første masseforsamling med 2.000 medlemmer, var Hitler med til at ændre navnet til NSDAP (forkortelse for Nationalsozialistische Deutsche ArbeiterPartei, det man kort kalder nazistpartiet). Ved masseforsamlingen blev partiets program præsenteret. Det beskrev i 25 punkter, hvordan NSDAP mente Tyskland skulle ledes.

For eksempel var et af målene at ophæve Versaillestraktaten. Dette var centralt for nazisterne, og selve ophævelsen indgik derfor i partiprogrammet. Disse tre punkter fra programmet – “25 Punkte Programm” – viser tydeligt utilfredsheden med Versaillestraktaten:

  • ophævelse af Versaillestraktaten 
  • etableringen af et stortysk rige 
  • en stærk centralstat samt tyske kolonier

Den kraftige modstand mod traktaten var ikke kun en fascistisk holdning. Den fandt også genklang i en bred del af den tyske befolkning.

Hadet mod jøder blev udtrykt i NSDAPs politiske program

Foruden de tre punkter nævnt ovenfor, der omhandler Versaillestraktaten og Tysklands genoprejsning som en stor og stolt nation, indeholdt programmet også dette punkt, der afspejler det jødehad, som fascisterne fandt støtte til i bl.a. dolkestødslegenden:

  • udelukkelse af jøder fra det tyske samfund

Punktet viser, at nazisterne fra starten ønskede at forskelsbehandle eller diskriminere den gruppe, som de klassificerede som jøder.

I 1920 gennemførte de tyske nationalister en voldsom propaganda, der forsøgte at få befolkningen med på dette jødehad. De beskyldte bl.a. socialdemokraterne og dermed demokratiet for at have gjort det muligt, at den tyske hær blev forrådt under krigen (dolkestødslegenden).

Propagandaen bestod af uddelingen af 7 millioner flyveblade, næsten 5 millioner foldere og ca. 8 millioner klistermærker med antisemitisk (modstand mod jøder og jødehad) og antidemokratisk propaganda.

Propagandaen afspejlede fascisternes vrede over, at jøder i Weimarrepublikken (det kaldtes den tyske stat i årene efter 1. verdenskrig frem til nazisternes magtovertagelse i 1933) havde fået adgang til statens højeste embeder af de folkevalgte politikere på venstrefløjen.

I nazisternes øjne var det derfor nødvendigt at modarbejde demokratiet, som de mente var “jødificeret”. Dette ord blev opfundet udelukkende med propaganda som formål. Det er sat sammen af ordene “jøde” og “inficeret”. Ordet nedgør jøder som gruppe og sammenligner eller symboliserer dem med sygdomme. På den måde – gennem det der kaldes en dehumanisering –  fik fascisternes propaganda jøder til at fremstå som umenneskelige og mindre værd.

Nationalisterne påstod også i deres propaganda, at jøder og Weimarrepublikkens politikere på venstrefløjen var i gang med en konspiration (sammensværgelse) for et “jødisk verdensherredømme”. De brugte citater fra “Zions vises protokoller”, nogle forfalskede dokumenter, som bevis for denne påstand om, at jøder havde onde hensigter.

En racistisk ideologi finder udbredelse i den brede tyske befolkning

Med den viden vi har i dag står det klart, at kimen til den senere forfølgelse af jøder allerede blev lagt ved NSDAPs partiprogram. Partiets voksende magt gjorde, at de med held kunne udbrede deres fascistiske propaganda. Jøder blev som gruppe i løbet af ganske få år klassificeret som onde landsforrædere, symboliseret som en laverestående race og dehumaniseret som var de sygdomme eller skadedyr og ikke mennesker. Hitler ønskede, at jøder skulle have færre rettigheder end andre. Det var i starten ikke muligt for ham at diskriminere gennem lovgivningen. Den diskriminering fik han først gennemført med det der kaldes Nürnberglovene i 1935, da han sad ved magten i Tyskland.

Under slaget ved Verdun i Frankrig blev ca. 700.000  såret og 300.000 døde. Det var stort set lige mange fra slagets taber Tyskland og dets vinder Frankrig. Slaget står som et symbol på, hvor forfærdende en måde 1. verdenskrig foregik på. Foto: Hermann Rex, marts 1916.

Selv de allierede kunne se, at den økonomiske byrde som Versailles-traktaten påførte Tyskland, tvang landet i knæ. Her en amerikansk karikaturtegning fra 1921 (Fra New York World).

En karikaturtegning fra 1919 på et østrigsk postkort, der illustrerer dolkestødslegenden: En jøde dolker den tyske hær, symboliseret ved en tysk soldat, i ryggen.

Hitlers medlemskort til DAP, udstedt den 1. januar 1920.

Allerede i august 1921 afslørede The Times, at Zions vises protokoller var forfalskninger (på engelsk The Protocols of the Elders of Zion).