Menu
Menu

Had mod jøder i Danmark

Had mod jøder i Danmark

Der var ikke mange jøder Norden indtil 1900-tallet. De jøder der var i Danmark skilte sig r stort set ikke fra resten af befolkningen og kristen-jødiske ægteskaber var almindelige. Børn i jødiske familier blev opdraget som andre danske børn, og der var stadig færre, der aktivt var udøvere af den jødiske tro. De danske jøder havde levet i Danmark gennem flere generationer og mange havde fremtrædende stillinger. 

Indvandringen af jøder fra øst påvirkede den dansk jødiske menighed 

Fra 1904 til 1917 flygtede mange jøder fra deres hjem i Østeuropa og nogle kom også til Danmark. De østeuropæiske jøder var på mange måder anderledes end de danske jøder. De var meget mere troende, gik i gammeldags tøj og deres kultur var mere traditionel. “Østjøderne” var typisk fattige og havde ingen eller kun lidt uddannelse. Men de gav nyt liv i synagogerne og til de jødiske menigheder. Der fulgte dog også bekymringer med. De danske jøder var bange for at det gamle had mod jøder ville blusse op, og at de på ny ville møde diskrimination (forskelsbehandling) – det man tilsammen kalder antisemitisme. Også inden “østjøderne” indvandrede havde der været fordomme over for jøder i den danske befolkning. Men måske havde den ikke været så slem, fordi jøderne netop ikke havde skilt sig ud fra andre danskere, og på den måde kunne man ikke med det samme se, om man var jøde eller kristen. Med de nye “østjøder” blev jøder pludselig mere synlige i gadebilledet, fordi de skilte sig ud på grund af deres tøj og deres udseende.Jøderne havde ret i deres frygt for antisemitisme. Den nye nazistiske ideologi i Tyskland, som netop så jøder som fjender af fædrelandet, smittede af på den danske stemning i befolkningen. Gamle fordomme fik ny vind i sejlene, som fx at jøder var grådige og nærrige. Selv kendte personer som Georg Brandes (dansk forfatter og vigtig person indenfor kulturlivet) fik skyld for at have disse egenskaber. Blandt de lærde i landet – forfattere og politikere – så man også antisemitiske udtalelser, men de kom dog oftest fra folk i de danske nazistiske kredse.

Antisemitisme og den falske videnskab

Jøder blev oprindeligt opfattet som tilhængere af en bestemt religion – jødedommen. Men især mellem de to verdenskrige, hvor den racistiske antisemitisme blussede op, ændredes opfattelsen af det at være jøde. Det nye var at det at være jøde pludselig blev betragtet som det at tilhøre en bestemt menneskerace. Det blev støttet af eugenikken, som vi i dag mener er en falsk videnskab. Ud fra denne lære blev jøder opfattet som en speciel menneskelig race med særlige egenskaber. I starten af det 1900-tallet. var denne pseudovidenskab i fremgang i Europa. Mange europæere så derfor sig selv som hørende til den højst udviklede race, mens jøder havde en lavere rang. Man målte kraniers størrelse; afstand mellem øjne, næsers længde og bredde, pandens højde og hældning og meget andet. Disse målinger, mente man dengang, kunne vise om folk var intelligente eller ej, hvilken “race” de tilhørte og om de var under- eller overmennesker. Samtidens karikaturer, og ikke mindst karikaturer op til 2. verdenskrig, viser i særlig grad de træk, som man mente var specielt jødiske, når portrætter af jøder blev vist i aviser og blade. 

Danmark besat

Både før og især efter besættelsen var de danske jøder ikke særligt synlige i debatter i samfundet, og de protesterede ikke mod den dårlige behandling, som de vidste at de tyske jøder blev udsat for. Det gjaldt både da de tysk-jødiske butikker blev boykottet i 1933, da Nürnberg-lovene – som gav dårligere rettigheder til jøder end til andre tyskere – blev indført i 1935 eller efter Krystalnatten i 1938, hvor tyske jøder og deres ejendomme blev angrebet og ødelagt. I stedet prøvede de danske jøder at støtte hjælpearbejdet for jødiske flygtninge, som kom i store tal fra Tyskland i forsøget på at slippe for forfølgelserne.

Under den tyske besættelsen var danske regering helt klar over den trussel, som der var mod de danske jøder på grund af Tysklands holdning til jøder. Derfor bakkede regeringen op om at de danske jøder holdt lav profil – og altså ikke gjorde sig bemærket i medier og på arbejdspladser. Man forfremmede fx ikke personer med jødisk-lydende navne i den offentlige sektor eller i mediesektoren. Regeringen beskyttede desuden jøderne ved ikke at ville udlevere de danske jøder og ved at modsætte sig, at der blev indført en antisemitisk lovgivning. På den måde lykkedes det de danske jøder at leve nogenlunde fredeligt i det besatte Danmark i mere end tre år indtil august 1943. Da sluttede den tysk-danske samarbejdspolitik.