Menu
Menu

Mediernes nyere historie

Mediernes nyere historie

Fra 1962-2010, dvs. i næsten halvtreds år var Myanmar styret af militæret. I den periode var alle medier underlagt en stram censur, bortset fra en lille håndfuld medier, der transmitterede nyheder til landet fra deres eksil i nabolandene.

 

Internettets rolle i Myanmars nyhedsflow

 

Internettets fremgang blev til at begynde med begrænset i Myanmar og også brugen af mobiltelefoner var i lang tid ikke særlig udbredt, da de fleste mennesker ikke havde råd til at købe hverken mobil eller simkort. Ifølge FN-organisationen International Telecommunication Union havde under én procent af landet befolkning adgang til internettet i 2011.

 

I 2010 blev det første demokratiske valg gennemført i Myanmar med et håb om, at det skulle åbne op for et samfund, hvor borgerne kunne vælge deres regering ud fra flere opstillede partier og opnå et civilt styre. Selvom militæret efter valget på visse områder bibeholdt magten, gik en proces i gang, hvor man ændrede på og gav borgerne øgede rettigheder. Adgangen til internettet og pressefrihed stod højt på dagsordenen hos det nye styre, hvilket resulterede i at befolkningen fik adgang til internettet og censuren blev ophævet.

 

Udenlandske teleselskaber fik i 2014 adgang til at operere i Myanmar – og så gik det hurtigt: i et højt tempo blev der åbnet for billige telefonforbindelser og netadgang, som vi kender det i Danmark. ”Internettet og pressefriheden kom som en tsunami”, fortæller en af avisredaktørerne Sonny Swe. 

 

I løbet af få år steg antallet af mobiltelefonbrugere i Myanmar markant, og i 2018 havde størstedelen af befolkningen en mobiltelefon.[1] Og til forskel fra herhjemme, hvor vi i udstrakt grad anvender wifi og pc-adgang til nettet, så anvender befolkningen i Myanmar primært deres mobiltelefoner til dette formål.

Facebook som det foretrukne medie

I 2014 indgik Facebook en aftale, der sikrede alle deres brugere i Myanmar gratis adgang til den del af internettet, som er Facebook, når de købte et simkort – og folk fik ved købet hjælp til at oprette en brugerprofil. Det havde stor betydning for informationsflowet i landet. Med den gratis adgang til dette sociale medie, blev Facebook hurtigt befolkningens foretrukne kanal til at modtage dagens nyheder. Brugen af Facebook eksploderede på få år i sådan et omfang, at mange i Myanmar forestillede sig at Facebook var lig med internettet.

 

Under militærdiktaturet var der aviser, TV og radio. Modtagerne havde let ved at identificere afsenderen. Men med Facebook er det anderledes. På Facebook kender man ikke længere umiddelbart noget til afsenderens troværdighed. Man ved heller ikke altid om der er tale om falske profiler, når man bliver “venner” med folk man ikke kender i den virkelige verden. Og endelig ved man ikke hvem der står bag profiler, der oprettes under falsk navn. 

 

I Myanmar oplevede man med Facebooks opblomstring mange falske profiler, fx for forlængst afdøde nationale helte. Facebook havde åbnet helt nye muligheder for at sprede informationer på i landet, og det blev misbrugt til at sprede falske nyheder og forskellige typer af misinformation. Facebook selv gjorde i begyndelsen ikke meget for hverken at undersøge de mange tusinde profiler eller rense ud blandt dem, som kunne identificeres som falske – noget vi ellers ville forvente af Facebook i Europa.

 

Sladder, fake news og sammensværgelsesteorier

På den måde blev sociale medier og især Facebook en meget udbredt legeplads for alle typer af påvirkning overfor en befolkning, der ingen chance havde for at skelne mellem ægte og manipulerede nyheder. Nogle af nyhederne svarede til den type sladder, som man tidligere udvekslede, når man mødtes i de små tehuse, der lå spredt over hele landet. Nu foregik sladder pludselig digitalt og den spredtes derfor på en ny og uvant måde. 

 

Folk var vant til at modtage sparsomme informationer gennem militærdiktaturet om, hvad der foregik i landet. Også beslutninger af stor samfundsmæssige betydning blev ikke nødvendigvis videreformidlet. Et eksempel er, at militærdiktaturet besluttede at flytte landets hovedstad. Befolkningen blev ikke informeret i forvejen, og flytningen skete derfor stort set uden varsel. Manglen på gennemsigtighed samt en ikke eksisterende åbenhed om politiske beslutninger gav grobund for rygter og forestillinger om mørke, skjulte kræfter – såkaldte sammensværgelsesteorier. I Facebook havde disse sammensværgelser fået en ny og effektiv udbredelseskanal, hvor der stort set var frit spillerum.

 

En anden og ny måde at udbrede sammensværgelsesteorier på var gennem “influencere”. Influencere er et fænomen, som findes i mange andre lande, og fænomenet fandt også vej til og blev anvendt i Myanmar. Her oplevede man at influencere, som fx hovedsageligt taler om mad eller mode, blander politiske emner i deres opslag/videoer. På den måde begyndte upolitiske kanaler at videreformidle politiske holdninger gennem usande rygter og misinformation. 

 

Den triste konsekvens af brugen af Facebook til hadefulde indlæg, usande rygter og misinformationen som startede med Facebooks opblomstring i 2014, begyndte at gå op for omverden i årene der fulgte. Der findes således talrige artikler fra troværdige nyhedsmedier, især fra 2017 og frem, i blandt andet den engelsktalende del af verden, som dokumenterer Facebooks rolle i denne spredning af fake news, misinformation og i at opildne til etnisk had og uroligheder. 

 

I foråret 2018 anklager FN Facebook for deres rolle i at formidle hate speach, Selvom Facebook på dette tidspunkt påstår, at de bruger energi på at bekæmpe dette misbrug af deres sociale medie i konflikten i Myanmar, så fastslår Reuters i august 2018 på baggrund af en undersøgelse, at indsatsen er utilstrækkelig. I efteråret 2018 indrømmer Facebook det rigtige i denne anklage (Facebook admits failings over incitement to violence in Myanmar, The Guardian). 

 

Efter at Facebook har accepteret kritikken har de ad flere omgange forsøgt at komme de falske profiler til livs, en opgave som Facebook ifølge reuters står til at tabe.

Mediet Democratic Voice er et tidligere eksilmedie, som i dag er vendt tilbage og opererer i Myanmar. De har bl.a. et program som handler om at oplyse befolkningen om problemer med fake news.