Menu
Menu

Titos socialistiske Jugoslavien

Grundtekst - Titos socialistiske Jugoslavien

Josip Broz, som senere tog kaldenavnet Tito til sig, blev født i Kroatien i 1892 af en kroatisk far og en slovensk mor. Han kom til at lede den socialistiske stat Jugoslavien fra 1945 og til sin død i 1980.

 

Gennem sit liv og kampen for et samlet Jugoslavien blev han til en myte på Balkan, men både dengang og i dag er der delte meninger om ham i befokningen – nogle holder fast ved Tito-myten, mens andre er langt mere kritiske og ser bagsiden af medaljen; blandt andet hvordan Tito slog modstandere ned med magt og lagde låg på de kritiske diskussioner i det tidligere Jugoslavien. 

Titos unge år
Da Tito tjente som soldat under 1. verdenskrig (1914-18), blev han taget til fange i Rusland. Her var den russiske revolution (1917) under opsejling, og Tito blev fascineret af socialismen. Han blev derfor aktiv i arbejderbevægelsen efter 1. verdenskrig og i det dengang ulovlige jugoslaviske kommunistparti.

 

Ved starten af 2. verdenskrig blev han udnævnt til leder af partiet. Under krigen (fra 1941) organiserede og ledede han partisanbevægelsen “antifascistisk befrielsesfront”, der gjorde modstand mod den tyske besættelsesmagt og de lokale fascister i form af en guerillakrig i det besatte Jugoslavien. 

 

De civile jugoslaver og 2. verdenskrig 
Når man sammenligner den tyske besættelse af Danmark med Jugoslaviens besættelse under 2. verdenskrig, så foregik det meget voldsommere i mange dele af Jugoslavien. Her blev civilbefolkningen ofte inddraget i krigshandlingerne, og blev dermed også ofre for mange krigsforbrydelser. 

Den antifascistiske befrielsesfront gennemførte en befrielseskamp af Jugoslavien i løbet af bare fire år. Det var en stor bedrift, som fortsat huskes i historien. Gennem de fire år ydede partisanerne en modstandskamp, der var til stor irritation for Aksemagterne (Tyskland, Østrig-Ungarn, det Osmanniske Rige (Tyrkiet) og Bulgarien), og førte til at den italienske besættelsesmagt måtte hente militær støtte hos Tyskland. 

I begyndelsen af krigen støttede Storbritannien den serbiske modstandskamp, men da partisanerne viste sig at have større succes mod besættelsesmagterne, flyttede briterne deres støtte til partisanerne, og det fik konsekvenser. Da de serbiske modstandskæmpere (cetnikkerne) var i krig mod partisanerne, kom det til at betyde, at cetnikkerne endte i ledtog med nazisterne.

 

Partisanbevægelsen blev anset som værende en af de mest effektive modstandsbevægelser mod de fascistiske besættere, og der opstod en“partisanmyte”, som dannede fundamentet til den nye socialistiske folkerepublik Jugoslavien. Tito deltog selv i kamphandlingerne for partisanerne. Tito blev såret i kamp og dette, sammen med hans aktive rolle i befrielsen af Jugoslavien, gav ham mange støtter i både ind- og udlandet. 

Partisanmyten baner vejen til magten
Fortællingen om partisanerne, der sejrede og befriede landet, blev af de jugoslaviske kommunister ukritisk genfortalt og vedligeholdt i mange år i film, bøger, artikler og sange. I 1943 blev Tito udråbt som marskal af Jugoslavien, og der var ingen protester fra det internationale samfund, hverken i den forbindelse eller da Tito i 1945, lige efter 2. verdenskrig, blev regeringsleder og senere forbundspræsident på livstid i det nydannede socialistiske Jugoslavien.

Tito i 1971 som han gerne ville huskes – smilende og alfaderlig (foto: Byron E. Schumaker).