Menu
Menu

Tito – helt eller bøddel?

Grundtekst -
Tito - helt eller bøddel?

Det socialistiske Jugoslaviens styrker og svagheder

Titos død  i 1980 skulle få større konsekvenser for Jugoslavien, end mange lige havde regnet med. Udover at miste sin politiske leder, som havde styret det socialistiske land i de sidste 35 år, mistede Jugoslavien også et ikon, hvis mål havde været at samle landet med alle midler. I tiden efter opstod der en række politiske konflikter, og en økonomisk nedgang fremmede diskussionen om, hvorvidt den kommunistiske kurs var den rigtige vej at gå. Denne debat blev ikke ført offentligt, da det under Tito ikke var muligt åbent at kritisere systemet. 
Efterhånden som delrepublikkerne fik mere selvstyre, begyndte nationalismen stille og roligt at vokse i Kroatien, Serbien og Bosnien-Hercegovina.

Broderskab og enhed på trods
Titos Jugoslavien var anerkendt som et velstående land i ind- og udlandet efter det økonomiske opsving, som begyndte i 1950’erne. Tito havde formået at vise resten af verden, at målet med at skabe et socialistisk land, med et folk der delte en fælles ideologi og havde en høj livskvalitet, var lykkedes. Den internationale turisme til Adriaterhavskysten var en stor indtægtskilde for landet, og i lighed med den socialistiske tankegang blev indtægterne fordelt ligeligt mellem delstaterne. 


Trods bruddet med Stalin i USSR i 1948, havde den karismatiske leder, Tito, formået at skabe økonomisk vækst op gennem 1950’er og 60’erne, hvilket fik landets selvtillid til at vokse sammenlignet med situationen i de øvrige østeuropæiske lande. Det skabte opbakning bag Titos politik. Efter Stalins død i 1953 genoptog Jugoslavien og USSR i 1955 forhandlingerne om et samarbejde, overvejende på Jugoslaviens præmisser. Men indadtil – i det jugoslaviske kommunistparti – var der politiske stridigheder.

Centralt i Titos propaganda for et kommunistisk Jugoslavien stod forestillingen om “broderskab og enhed”, som skulle fremme en fælles national identitet med ham som centrum for fællesskabet. Kræfter, som efter Titos overbevisning trak i andre retninger, blev ikke tolereret, og han slog ned med hård hånd, når nogen eller noget truede hans ønske om et nationalt fællesskab.


Trusler mod “broderskab og enhed”

Titos forestilling om “broderskab og enhed” udfordredes blandt andet af bevægelsen “Det Kroatiske forår” samt den kroatiske kulturelle vækkelse i 1967-1972. De jugoslaviske kroater demonstrerede for at opnå større selvstændighed, da de ikke følte sig ligestillet. De var bl.a. utilfredse med, at det kroatiske sprog havde lavere status end det serbiske, hvilket fx kom til udtryk i den officielle retskrivningsordbog, som favoriserede serbiske ord, og desuden det forhold, at Jugoslavien var styret fra Beograd.

Det betød, at statsadministrationen primært blev udført af serbere. Kroaterne forsøgte derfor at opnå mere indflydelse, bl.a. med deres ønske om at gøre Hercegovina til en del af det kroatiske område. Disse demonstrationer var en trussel for Titos samlede Jugoslavien, og derfor svarede Tito igen med fængslinger og fyringer i den kroatiske afdeling af partiet, heriblandt nationalisten Franjo Tuđman, som senere blev kroatisk præsident.


En ensidig historiefortælling 

En bevidst omskrivning af landets historie var et andet middel til at opretholde den fælles identitetsfølelse og dermed lægge låg på delrepublikkernes nationalfølelse. Under Titos regime fandt en ensidig fremstilling af den tid sted, hvor Jugoslavien var besat under 2. verdenskrig. Tito, som selv havde kæmpet sammen med partisanerne, understøttede forherligelsen af partisanernes befrielseskamp samtidigt med, at fx hævnmassakrer på de kroatiske ustašaere og de serbiske četnikkere blev forsøgt fortiet. De socialistiske partisaners rolle blev fremhævet som værende heltemodig og nærmest ufejlbarlig i deres kamp mod fascisterne. Dermed skabte man en ensidig og unuanceret historiefortælling.


Manglende debatter vedligeholder konflikter

Måske blev noget af kimen for Jugoslaviens sammenbrud og krigene på Balkan på denne måde lagt af Tito under hans tid ved magten. Han undertrykte nationalismen og promoverede Jugoslaviens historie for snævert i stedet for at give rum til de enkelte områders og grupperingers historie. Han fik debatterne i landet til at forstumme, og han tolererede ingen kritik. Til gengæld var der i hver enkelt republik opstået nationalistiske tendenser, ført frem af politiske frontfigurer (især i Kroatien (ved Tuđman) og Serbien (ved Slobodan Milošević)). Dette blev en trussel mod fællesskabet, som blev en realitet, da en national vækkelse brød løs efter Titos død.  


Myten Tito

Tito blev valgt som Jugoslaviens ministerpræsident og blev i konstitutionen af 1963 valgt til posten på livstid. Det at en statsleder kan sidde på livstid er et af kendetegnene for et diktatur. Alligevel mødte han respekt og blev anerkendt i den demokratiske vestlige verden. Hvem der skulle følge efter Tito, var et udfordrende emne, og i ledende politiske kredse var man usikre på, hvordan tiden efter Tito skulle forme sig politisk.

I offentligheden i Jugoslavien hædrede man Tito, og hans tilhængere skabte en aura om ham, hvor kritik ikke var tilladt. Til hans 80 års fødselsdag løb et stort  arrangement af stablen, hvor hele befolkningen skulle hylde og fejre deres leder, og hvor Titos “store bedrifter” blev fremhævet – hans omdømme havde nået mytisk karakter. Også i dag kan man fornemme en slags mytisk nostalgi, når Tito mindes.Titos ansigt pryder fortsat souvenirs på Balkanhalvøen. I dag er meningerne om ham delte mellem tilhængere og kritikere; forskellen fra tidligere er, at i dag tolereres kritik af Tito.

Josip Broz Tito.
Foto: Wikipedia / Creative Commons