Menu
Menu

Arbejde med årstema 2016-17

Arbejd med temaet "Flugt" i din undervisning

”Flugt” er en følgevirkning af folkedrab og andre konflikter, og temaet er højaktuelt. Flugten fra krig, konflikter og forfølgelse har præget det 20. århundrede, og den nuværende flygtningekrise er den største siden 2. Verdenskrig.

Brug årets tema til at tage ”flugt” som emne op i undervisningen og lad eleverne undersøge, hvorfor og hvornår mennesker tager beslutningen om at flygte, lad dem læse om hvordan flygtningestrømme historisk er blevet håndteret, og diskutér med dem, hvis ansvar det er at hjælpe mennesker på flugt.
At flygte er risikabelt og farefuldt og ofte en sidste vej ud af forfølgelse og overgreb. Flugt sætter individer og familier i svære dilemmaer, hvor risikoen ved at flygte må afvejes mod konsekvensen af at blive. Hvordan kan flugten organiseres? Hvem er venner? Hvem er fjender? Hvor flygter man hen? Tør man tage sine børn med – tør man lade være? Og hvordan etablerer man sig i det nye land – med de ar på sjælen, som fare, frygt og flugt har givet?

Nedenfor finder du et udvalg af artikler om emner, der knytter sig til temaet ”Flugt”. Artiklerne henvender sig primært til elever på ungdomsuddannelserne, men kan også anvendes af grundskolens ældste klasser, og studerende på læreruddannelsen. Artikelforslagene er fra DIIS’ undervisningswebside om folkedrab – www.folkedrab.dk. Artiklerne er delt op efter følgende emner:

  • Når flugten begynder
  • Mennesker på flugt - hvis ansvar?
  • Livet efter flugten
  • Når gerningsmænd flygter

Når flugten begynder

Når flugten begynder At flygte er risikabelt og farefuldt og for det meste en sidste vej ud af forfølgelse og overgreb. Der er ofte gået en lang og svær proces forud for flugten. Familier og individer har stået i vanskelige dilemmaer: Giver det mening at fortsætte tilværelsen i hjemlandet, eller er det bedre at tage risikoen forbundet med flugt?
I 1930’ernes Tyskland, før 2. Verdenskrigs udbrud, fik jøder gradvist frataget deres borgerlige rettigheder og mange forsøgte at forlade landet. Nazisternes registrering af jødiske borgere vanskeliggjorde imidlertid udrejsen, og bl.a. blev jøders pas blev påført et ”J” for ”Jude”, så deres ”racemæssige” baggrund blev gjort tydelig ved grænsen til andre europæiske lande. Idet de færreste lande ville modtage jødiske flygtninge, slap mange jøder ikke ud af Tyskland i tide, men endte i koncentrations- og udryddelseslejre. I Rwanda i 1994 var det ligeledes identitetskort som medvirkende til, at tutsier på flugt let kunne identificeres og slås ihjel ved simpel kontrol af identitetspapirer.
Det er heller ikke altid folk selv, der tager beslutningen om at forsøge at forlade deres hjemland. Under det armenske folkedrab blev kvinder, børn og ældre blev sendt på dødsmarcher igennem ørkenen hvor mere end en en million mennesker mistede livet. Der findes også flygtninge, som ikke forlader deres hjemlande. De kaldes internt fordrevne, fordi de flygter – eller bliver fordrevet – fra deres hjem. Et eksempel på dette er de millioner af mennesker, der bor i store flygtningelejre i Sudans Darfurprovins.
Fælles i for mennesker på flugt er spørgsmål som ”Hvordan kan flugten organiseres?”, ”Hvem er venner og hvem er fjender?”. Der er ofte ikke lang tid til at pakke et helt liv ned – hvad tager man med, og hvad lader man blive?

Artikler:

Nürnberg-lovene

Civilbefolkningen – konfliktens ofre (Darfur)

Folkedrabet accelererer: Deportationer og dødsmarcher (Armenien)

Folkedrabet i Rwanda

Flugten til Sverige (kildemateriale, der dokumenterer, hvilke tanker og overvejelser de danske jøder gjorde sig før, under og efter flugten til Sverige i oktober 1943).

De mange flygtninge (Bosnien)

Optakten til folkedrabet (Irak)
Beretning fra folkedrabet (Irak)

Overlevende fra Holocaust

Mennesker på flugt – hvis ansvar?

Ikke siden 2. Verdenskrig har verden oplevet så stor en flygtningekrise som den nuværende. Ifølge FN er mere end 50 millioner mennesker lige nu på flugt verden over. De flygter fra krig, konflikt, epidemier, mangel på mad, klimakriser mv. De mange flygtninge skal håndteres i de lande, de kommer til, og af det internationale samfund i fællesskab. Men spørgsmålet om, hvis ansvar det er at hjælpe mennesker, er stadig til debat. Er det enkeltpersoner, lande eller institutioner som EU og FN, der har ansvaret for at hjælpe?

Verdenssamfundet – herunder Danmark – har gennem tiden reageret forskelligt på strømme af flygtninge. Nogle gange er døre blevet åbnet, andre gange er de smækket i. I 1930’erne førte Danmark en striks flygtningepolitik og sendte tyske jødiske flygtninge retur til Nazityskland. Den danske justitsminister forklarede afvisningerne med frygten for, at tusindvis af jødiske flygtninge ville tage ophold i Danmark: ”Umenneskelig vil man ikke være, og menneskelig tør man ikke være af hensyn til konsekvenserne”. Få år senere reagerede Sverige anderledes, og åbnede grænserne, da de danske jøder måtte flygte fra besættelsesmagten i oktober 1943. For de danske jøder betød det forskellen mellem liv og død.
Den danske flygtningepolitik var en anden da krigen på Balkan i 1990’erne sendte hundredetusindvis på flugt. Danmark modtog omkring 20.000 flygtninge, hvoraf rigtig mange slog sig ned i Danmark og blev danskere.

Artikler:

Livet efter flugten

For flygtninge stopper udfordringerne ikke, når de er nået i sikkerhed. Mennesker, som når til et sikkert sted, kan have svært at etablere sig i alt det nye . Det kan være en overvindelse at finde troen på fremtiden, og det er krævende at skabe sig en tilværelse i et nyt land langt fra alt det, man kender. Mange flygtninge har desuden traumer fra forfølgelse, flugt og fare som i sig selv kan være svære at håndtere, men som også kan skabe indlæringsvanskeligheder og fx gøre det svært at lære sproget i det nye land. Sidst men ikke mindst kommer bekymringer for, hvor længe man kan blive, og hvordan det går familie og venner, som stadig er i hjemlandet.
Da de 20.000 flygtninge fra Balkan kom til Danmark i 1990’erne havde de voldsomme oplevelser med sig: folkedrab, etnisk udrensning, voldtægt og tortur. At bearbejde krigens traumer og skabe sig et liv i Danmark – at gå fra at være flygtning til medborger – tog mange år og krævede en stor indsats fra flygtningene selv, men også fra omgivelserne. For hvordan bliver man del af fællesskabet og en aktiv medspiller i det samfund, man er kommet til? Og hvad kan samfundet gøre for at rumme og inddrage flygtninge med en svær fortid?

Artikler:

Film:

Når gerningsmænd flygter

I den kaotiske situation i kølvandet på en konflikt, er der ofte gerningsmænd med i flygtningestrømmen. Nogle gerningsmænd flygter for at undgå at blive stillet til ansvar for deres handlinger, andre i frygt for hævnaktioner eller de nye magthavere.
Efter 2. Verdenskrig tog et stort antal nazister flugten og skjulte sig forskellige steder i verden, bl.a. i Mellem- og Sydamerika. Det var langtfra alle Holocausts gerningsmænd blev stillet til regnskab for deres handlinger. Også efter folkedrabet i Rwanda var der gerningsmænd, som med større eller mindre held forsøgte at forsvinde i flygtningestrømmen. I nogle tilfælde, nægtede nødhjælpsarbejdere at arbejde i en bestemt lejr, fordi det var alment kendt, at gerningsmænd fra folkedrabet befandt sig i lejren. Enkelte af de gerningsmænd, der formåede at skjule sig i flygtningestrømmen og komme ud af landet, endte i Danmark. I nogle tilfælde blev de senere genkendt og anklaget for at have deltaget i massakrer. Tilsvarende kom den irakiske hærchef Nizar al-Khazraji, mistænkt for at have medvirket til folkedrab på kurderne i Nordirak i slutningen af 1980’erne, også til Danmark som flygtning. I en årrække boede han i Sorø på Sjælland. Da mistanken om ham kom frem, blev han sat i husarrest, som det lykkedes ham at flygte fra.
Gerningsmænd der flygter stiller verdenssamfundet i et dilemma. Hvad kan man gøre for at sikre, at gerningsmændene bliver fanget? Og hvilken betydning har det for retfærdighed og forsoning, hvis de går fri?

Artikler: