Yazidi - Journalistisk artikel

En journalist’s rejsebeskrivelse

Filmoptagelser til temaet Yazidi - På kanten af et folkedrab?

Af Hans Bülow

Det var sin sag at rejse til Irak i begyndelsen af juli 2017 for at lave dette undervisningsmateriale. For hvad kunne vi filme? Ville nogen tale med os? Ville de binde os en historie på ærmet? Og hvad ville myndighederne give os lov til? Vores mål var at finde vidner, der kunne fortælle deres personlige oplevelser og møde eksperter, der forsøgte at dokumentere begivenhederne.

Vi ankom til Erbil Lufthavn og trådte direkte ud i 43 graders varme, blev hentet af chauffør og oversætter og kørte i bil til Dohuk, en by i den kurdiske del af Irak. Undervejs passerede vi en række sikkerhedskontroller, hvor stærkt bevæbnede soldater sendte os videre. Vi fandt aldrig ud af om de vinkede os hurtigt igennem vejkontrollen for holde trafikken i et højt tempo eller for at mindske risikoen for selv at blive ramt af selvmordsbombere. Det ville jeg gerne have spurgt dem om, men vores oversætter frarådede bestemt at stille spørgsmål til militæret. Og det var helt udelukket at tænde for kameraet i den situation.

Sikkert kom vi frem til Dohuk, en by på størrelse med Århus. Beliggende bare 50 kilometer fra Mosul, hvor krigen rasede på sit højeste fra gade til gade. Vores forventninger til hvem vi kunne tale med og hvad vi kunne filme var ikke særlig høje. For det var begrænset hvor vi kunne køre på grund af krigen og vi havde allerede hjemmefra fået stillet i udsigt, at det ville nok blive svært at få lov til at interviewe de yazidikvinder og -børn, der var blevet reddet ud af IS-fangenskab. Hvorfor? Fordi ofrene nu var trætte af at tale med journalister. Vi var ikke de første – før os havde mange andre opsøgt de få organisationer, der var i stand til at formidle kontakten til ISs hårdt prøvede ofre.

I Dohuk var det ikke ligetil at gå i gang med filmoptagelserne. Først skulle vi holde møder med den ene, så den anden og så den tredje. Vi skulle have tilladelser til at færdes og til at filme. Og det gik der flere dage med.

Vi blev klar over, at kurderne og yazidierne ikke var de bedste venner. Kurderne var de mange og de havde magten i provinsen. Yazidierne, der følte sig svigtet af kurderne, var langt færre og boede der kun som flygtninge. Så hvem kunne vi nu stole på? Og havde kurderne overhovedet interesse i, at vi fortalte om yazidiernes situation?

Efter nogle dage kom vi endelig i gang. Vores bil med chauffør og oversætteren Jawal rullede ud på landevejen og målet for den første dag var den lejr, hvor vores Jawal boede i et telt sammen med sin kone og syv børn. En lejr for 20.000 flygtninge fra krigen mod IS.

Solen stegte fra en skyfri himmel og temperaturen lå over 40 grader, da vi trådte ind i Jawals telt. Hans familie havde levet et godt liv i en lille yazidi-by syd for Sinjar-bjerget lidt længere sydpå i Irak, men nu levede de på tredje år i et telt på 20-25 kvadratmeter. Børnene sad helt stille og betragtede forventningsfuldt de fremmede, der kom og afbrød hverdagen. Madrasserne var rullet sammen for enden af rummet. Tøjet hang på indersiden af teltet.

I flere timer arbejdede vi på at lave en almindelig reportage fra en flygtningelejr, men så hændte der noget uventet. Naboen kom glad ind i teltet og fortalte, at der var sket noget stort. Hele ti medlemmer af hans familie var sluppet ud af fangenskab hos IS for få dage siden.

Vi gik med ind i hans telt for at høre nærmere. Og begejstret fortalte han historien om sine fætre og kusiner og deres børn og deres børns kærester. Og hans kone fortalte tilsvarende om fætre og kusiner og deres børn og deres børns kærester, nu bare i hendes familie. Det viste sig, at familien havde ikke mindre end 117 medlemmer, hvoraf 80 var blevet taget af IS. Men nu var de 10 dukket op igen, så der manglede kun 70 personer.

Tårerne trillede ned af kinderne, når de viste billederne på deres smartphone af de bortførte familiemedlemmer. Der var først og fremmest billeder af personerne før ISs angreb. Glade mennesker sammen i festtøj og portrætbilleder af alvorligt udseende personer.

Men der var også et billede taget i skjul under fangenskabet i byen Tal-Afar, midt inde i det IS-besatte område. Og så fik vi historien om, hvordan familiemedlemmerne forsøgte at gemme mobiltelefoner. Hvis deres IS-fangevogtere opdagede disse smartphones kunne det koste dem livet. Og alligevel gjorde de det. Nogle gange havde de også ringet og fortalt, at nu var de i Mosul, Tal Afar eller Raqqa. Sagt noget om hvordan det hus så ud, som de var skjult i.

Naboen og hans kone fortalte begejstrede. Glade over, at der endelig var nogen, der gad at høre på dem. Nogen, der gad at tage hele vejen ud til den isolerede flygtningelejr, hvor de sad på tredje år og forsøgte at holde humøret oppe. Og de gennemgik, hvordan de forsøgte trods fattigdommen at frikøbe familiemedlemmer i IS-fangenskab.

Om vi ville tale med de familiemedlemmer, der lige var undsluppet IS? Jo bestemt da! Vi var meget interesserede. Om vi havde lyst til at komme hjem hos de undslupne? Allerede dagen efter sad vi sammen med de andre familiemedlemmer, der var blevet frikøbt efter flere års fangenskab.

På den måde kom vi frem til de mennesker, som selv havde oplevet krigen på allernærmeste hold. Det havde vi ellers fået at vide, at vi nok ikke kunne regne med. For det andet fik vi troværdige fortællinger direkte fra dem, der selv havde oplevet angrebet, tilfangetagelsen, slaveriet og til sidst frikøbet.
UVM white


Frederiksholm kanal 21

1220 København K

Kontakt
Telefon +45 32 92 50 00
Email uvm@uvm.dk

Om Aldrigmere.dk

AldrigMere.dk er en hjemmeside
om Holocaust og andre folkedrab
med danske skoleelever og lærere
som målgruppe
Vi bruger cookies på Aldrig merePå Aldrig mere bruger vi cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på Aldrig mere, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere her
ja, jeg accepterer