Kilde til Rwanda - fra fortid til fremtid

De efterladtes hverdag

Af Mary Kayitesi Blewitt er formand for Survivors Fund i I skyggen af et folkedrab (DIIS 2004)
Oversat af Anna De Laine.

Størstedelen af støtten til overlevende er kommet fra de overlevende selv gennem lokale foreninger, der skød op overalt efter folkemordet for at tage sig af de mange  sårbare grupper. De vigtigste organisationer på området er: AVEGA (Foreningen af Folkemordets Enker), børnevelgørenhedsinstitutionen Barakabaho, paraplyorganisationen Ibuka, Solace Ministries, Uyisenga N’Manzi, ARJ Impuhwe og ASRG Mpore.

Kun begrænset international støtte har fundet vej til de overlevende. På trods af dette, og på grund af de lokale foreningers ukuelighed, er det dog lykkedes de overlevende at opbygge selvværd, samhørighedsfølelse og tillid til sig selv. Blandt disse organisationers programmer er:
Psykosocial Støtte. Dette program har været afgørende for at skabe mening i de overlevendes oplevelser. Lindring gennem samtale har gjort det muligt for visse overlevende at påbegynde den vanskelige opgave at formidle deres lidelser og frygt. Det har sat nogle af dem i stand til at genvinde deres identitet og komme videre med tilværelsen.
Uddannelsesstøtte. I mange hjem er overhovedet et barn, der har været tvunget til at forlade skolen for at tage sig af sin familie. Lokalforeninger har kunnet supplere regeringsstøtten ved at indkøbe skolematerialer til forældreløse.
Sikring af levebrød. Ved at styrke familiers mulighed for at tjene til livets ophold har indkomstgenererende projekter givet overlevende en redningsline.
Husbyggeri. Husly er første prioritet for de mange overlevende, som mistede deres hjem under folkemordet eller var nødt til at forlade deres egn på grund af fortsatte trusler fra dem, der myrdede deres familier. I den hensigt at sørge for fredfyldte omgivelser, der gør det muligt for overlevende at håndtere fortiden, bygger lokalforeninger til stadighed huse til de mest sårbare overlevende.
Optræning i erhverv og håndværk. Dette program har været essentielt for at sikre børn uden formel uddannelse muligheden for at erhverve sig færdigheder, der sætter dem i stand til at være produktive og dermed tjene til livets ophold.
Adgang til antiretroviral behandling. Især voldtægtsofrene lider endnu; mange har ingen udsigt til at komme sig. Blot en lille andel af kvinderne har takket være hjælp fra humanitære organisationer og kirker adgang til antiretroviral medicin. At forsyne HIV/AIDS-ramte enker i Rwanda med denne behandling ville ikke blot redde liv, men er livsnødvendig for den økonomiske genopbygning af landet. I mangel på en kur og adgang til HIV-medicin er det i stedet for lokalforeninger, der sørger for medicinsk støtte til kvinder, så de kan bekæmpe infektioner og bevare deres immunsystemer sunde. Men også disse organisationers anstrengelser er i høj grad begrænset til et lille antal overlevende.

Væsentligheden af de sociale netværks støtte til enkeltpersoner kan næppe overvurderes i lande som Rwanda, hvor statens evne til at tilbyde social- og sundhedsydelser er begrænset, og arbejde og husly er en mangelvare. For mange andre er der intet liv efter folkemordet: En stor del har mistet hele deres familie – familien der i Afrika udgør samfundets rygrad. Disse står ofte tilbage uden netværk eller adgang til sundhedsydelser. Andre er meget fattige, i stort omfang smittet med HIV/AIDS, og tilmed ansvarlige for store familier. Således bliver den positive effekt af disse programmer reduceret af folkemordets eftervirkninger, i særdeleshed sygdom og dødsfald som følge af HIV/AIDS.

De voldtægtsmænd, som med overlæg smittede kvinder og piger med HIV, og som nu tilbageholdes af krigstribunalet i Arusha, får gratis behandling og HIV-medicin, mens deres ofre dør uden at efterlade penge til køb af så meget som en kiste. Opretholdelsen af status quo, hvor størstedelen af de HIV/AIDS-smittede ikke har adgang til effektiv behandling, udgør en daglig krænkelse af menneskerettig-hederne. Ingen kan genoplive den million mennesker, der døde under folkemordet, men det er bestemt ikke uden for regeringernes, de internationale institutioners og NGO’ernes rækkevidde ved samarbejde at genopbygge disse kvinders livskvalitet.

Et andet almindeligt problem for overlevende er traumer. Tusinder af traumatiserede mennesker modtager støtte fra blot en håndfuld uddannede terapeuter. Især de, som har født deres mishandleres børn, må betale en høj pris; deres familier fornægter dem og deres børn. At blive fornægtet af sine få overlevende slægtninge er en kilde til følelsesmæssige kvaler, som vi næppe kan forestille os, og isolationen øges endvidere af den stigmatisering som voldtægt, ensomhed, magtesløshed og tab af værdighed forårsager.

Det som først og fremmest optager tankerne hos de enker og forældreløse, der fungerer som familieoverhoveder, er at sørge for børnenes livsnødvendigheder. På grund af den kroniske mangel på egnede boliger frygter de, at deres børn, som for det meste ingen eller kun få yderst fattige slægtninge har, vil blive hjemløse, når de selv ikke længere kan være der for dem. Nogle må også kæmpe for de børn, som har behov for særlig omsorg som følge af traumer. Disse unge mennesker var vidne til ekstreme voldshandlinger, nogle blev tvunget til at se på, mens deres mødre blev voldtaget.

Den eneste kilde til opmuntring findes i de overlevendes mulighed for at støtte sig til hinanden gennem lokale foreninger, der samler forældreløse, enker og de mest trængende overlevende.
UVM white


Frederiksholm kanal 21

1220 København K


Om Aldrigmere.dk

AldrigMere.dk er en hjemmeside
om Holocaust og andre folkedrab
med danske skoleelever og lærere
som målgruppe
Vi bruger cookies på Aldrig merePå Aldrig mere bruger vi cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på Aldrig mere, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere her
ja, jeg accepterer