Grundmateriale

Den tyske erindringskultur

Den tyske erindringskultur er i dag en vigtig del af det at være tysker og have tysk identitet. Med erindringskultur forstår man, at man husker folkedrabet på bl.a. jøderne under 2. verdenskrig. Men hvordan erindringskulturen er blevet udtrykt, har ændret sig gennem tiden.

Lige efter 2. verdenskrig var det svært at beskæftige sig med skyldsspørgsmålet, men med tiden har den tyske historiebevidsthed ændret sig. Her kan du læse om baggrunden for, hvorfor det i starten var så svært for det tyske folk at forholde sig til Holocaust og nazisternes folkedrab. Hvis du vil vide mere, kan du sidst i denne tekst finde et link til en tekst, der yderligere uddyber den tyske erindringskulturs udvikling i Tyskland.

Historien bag
Efter 2. verdenskrig følte det tyske folk, at det blev gjort ansvarlig for de forbrydelser, som det nazistiske regime udførte mod jøder og andre mindretal. De allierede lande (bl.a. England, USA og Sovjetunionen (i dag Rusland, Hviderusland, Estland, Letland og Litauen m.fl.) der vandt krigen, pålagde Tyskland hele ansvaret for forbrydelserne. Alle tyskere, og ikke kun  de direkte ansvarlige, havde efter de allieredes mening et større eller mindre ansvar for, at disse amoralske forfærdelige forbrydelser kunne finde sted. Det var en kendsgerning - påstod man, at befolkningen ikke havde gjort nok for at forhindre de mange drab.

Til at begynde med havde de allierede derfor en grundlæggende mistillid til alle tyske borgere. De gjorde det klart, at det både var vigtigt og nødvendigt, at de mange drab - nu kaldet Holocaust - ikke skulle forties i den tyske historiefortælling. Det blev klart for de fleste tyskere, at forbrydelserne var forfærdelige. Alligevel gik der lang tid, før man turde stille sig kritisk over for sig selv og sin families rolle i Holocaust. Måske var det chokket over, at forbrydelserne var så grufulde, der gjorde at de fleste tyskere valgte at fortrænge deres ansvar, i stedet for at indrømme, at de havde været en del af det. De kritiske spørgsmål kom fra dem, som ikke selv blev direkte anklaget: I første omgang tidligere modstandsfolk. Dem var der ikke mange af. Den første store bølge opstod med den næste generation af tyskere, der voksede op i 1960’erne. De stillede kritiske spørgsmål til deres forældre og gav Holocaust den rolle i historien, som den fortsat har i dag, hvor Holocaust er en vigtig del af Tysklands selvforståelse som nation.

Tyskerne så sig selv som ofre
De fleste tyskere kom ud af krigen med sorg over deres egne tab. I deres land var mange byer bombet til ukendelighed. Mange boede i ruiner. Derfor så de sig selv som ofre for Adolf Hitler og de allieredes bombninger. Skulle de som folk nu også bære skylden for andres lidelser? Nogle havde endda været udsat for overgreb fra Den Røde Hær (Sovjetunionens hær) og var blevet flygtninge, fordi de områder, hvor de havde deres hjem, ikke længere var i tysk besiddelse.
De allierede delte efter deres sejr Tyskland i fire såkaldte besættelseszoner, som kom under Storbritannien, USA, Frankrig og Sovjetunionens styre. Det føltes for den almindelige tysker som en uretfærdig og hård straf. De fleste tyskere havde først og fremmest behov for at glemme og forsøge at komme videre i årene lige efter krigen.

Tavshed og fortrængning
De allierede gik straks i gang med at finde og straffe de nazistiske krigsforbrydere, og fjerne og forbyde alt, hvad der havde med NSDAP (forkortelsen for nazipartiet i Tyskland) og det tredje rige (som det nye Stortyskland kaldtes af nazisterne) at gøre. Det blev kendt som ‘afnazificeringen’. Mens man tidligere måtte hilse hinanden med “Heil Hitler”, så blev dette nu forbudt. Det samme gjaldt Hagekorset, som blev fjernet fra bygningerne o.a.

Tidligere medlemmer af nazistpartiet blev fjernet fra deres stillinger, uanset om de var ansat i offentlige eller private organisationer eller virksomheder. De færreste kunne gennem tiden  holde sig helt fri fra en forbindelse til nazistiske organisationer. Jagten på nazister fik derfor formentligt folk, der kendte til nazister, til at tie. De var bange for at stå frem som vidner, da de selv risikerede at blive straffet. Man kan også forestille sig, at mange tyskere ikke havde lyst til at samarbejde med de allierede, da de var besættelsesmagten. Dette skabte en vis form for fællesskab i Tyskland efter krigen. Det handlede om at holde sammen i tavshed om det der var sket, både for at beskytte hinanden, men også for at glemme fortiden.
UVM white


Frederiksholm kanal 21

1220 København K

Kontakt
Telefon +45 32 92 50 00
Email uvm@uvm.dk

Om Aldrigmere.dk

AldrigMere.dk er en hjemmeside
om Holocaust og andre folkedrab
med danske skoleelever og lærere
som målgruppe
Vi bruger cookies på Aldrig merePå Aldrig mere bruger vi cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på Aldrig mere, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere her
ja, jeg accepterer