Grundmateriale

Straf for handlinger under gruppepres

Kan man straffes for handlinger, som man har begået under gruppepres?

Det korte svar er ja, da man selv har et valg om man vil følge et gruppepres og begå overgreb mod andre mennesker eller ej.

Den amerikanske historiker Christopher Browning (født 1942) dokumenterer i sin bog “Ordinary Men” (Almindelige mænd) fra 1992 at medlemmer af naziregimets 101. reservepolitibataljon havde et individuelt valg om hvorvidt de ville bidrage til drab på de titusindvis af forsvarsløse jøder, som bataljonen slog ihjel under Holocaust. Ifølge Browning fik mændene at vide, at de kunne nægte at deltage i myrderierne, uden at det havde nogen konsekvens for den enkelte. Men der var kun 15 ud af i alt 500 mænd, der valgte at benytte sig af tilbuddet.

Var det på grund af lydighed mod autoriteter at så få mænd valgte deltagelsen i drabene fra? Altså en socialpsykologisk forklaring. Eller fordi de tilsluttede sig den dengang udbredte antisemitiske holdning (jødehad)? En kulturel forklaring.

Hvilken af disse to forklaringer der er den rette, er blevet voldsomt debatteret siden Brownings bog udkom. Browning søgte forklaringen i socialpsykologien, mens hans største kritiker, den amerikanske sociolog Daniel Goldhagen (født 1959), søgte forklaringen i det kulturelle.

Men måske har ingen af de to ret, måske er forklaringen mere kompliceret og sammensættes af flere faktorer  end hvad de to lægger op til? Måske findes forklaringen på 101. reservepolitibataljons drab på jøder og på at selve Holocaust overhovedet kunne finde sted i, at den tyske folk befandt sig i den ualmindelige situation, som en blanding af omstændighederne under nazismen udgjorde?

Nazitysklands samtid var, ligesom det meste af Europa, præget af en udbredt antisemitisme. I Tyskland havde folket oplevet politisk ustabilitet, hvor Novemberrevolutionen havde resulteret i en tysk republik (Weimarrepublikken), som dog ikke havde hele befolkningens opbakning. Den massive krigsskades-erstatning, som Tyskland skulle betale til de allierede ifølge Versaillestraktaten, opfattedes som uretfærdigt hård og var vand på møllen for de anti-demokratiske kræfter, som var meget udbredt blandt militærfolk. Desuden betød depressionen i 1929 og starten af 30’erne i sult og nød i landet, som fik en ny del af befolkningen til at lede efter en skyldig. Måske havde det givet det tyske folk et ønske om at stå fælles og stærkt - gruppetilpasning - og leve op til naziregimets krav om lydighed? Måske ledte tyskerne også efter de skyldige til nederlaget i 1918, som kunne straffes? Her kunne den jødiske del af befolkningen være et let offer, godt hjulpet på vej af “Dolchstoß-legenden” (dolkestøds-legenden), der omtalte jøder og socialister som “novemberforbryderne”, fordi de mentes at være faldet  den tyske nation i ryggen, så landets styrker ikke fik lov til at kæmpe i krigens sidste fase. Den politiske fredsaftale blev i deres øjne betragtet som en overgivelse uden kamp. 



“Dolchstoss”, på dansk Dolkstødslegenden, var en højrenational myte om, at Tyskland tabte 1. verdenskrig pga. hjemmefrontens manglende opbakning. Kort efter de tyske styrkers kapitulation i november 1918 udbredtes myten i højrenationale aviser om, at Tyskland ikke var blevet militært besejret, men derimod var blevet “dolket i ryggen” af hjemmefrontens demokrater og jøder. Kritikken rettede sig især mod den demokratiske Weimarrepublik og mod jøder som gruppebetegnelse - en kritik, der kom til at spille en vigtig rolle i nazismens ideologi.




Kan helt almindelige mennesker straffes for deres handlinger i form af overgreb på andre befolkningsgrupper, når de befinder sig i ualmindelige situation, hvor vold og drab virker til at være acceptabelt? Eller hvis de presses til overgrebshandlinger gennem gruppepres, eller efter krav om lydighed mod autoriteter? Eller har de i en sådan situation ikke selv noget moralsk ansvar?

Følgende citat om gerningsmændenes moralske ansvar er skrevet af historiker Christopher Browning: “Dem som dræbte, kan ikke frikendes for ansvar ud fra en forestilling om, at enhver i samme situation ville have handlet, som de gjorde (…) menneskelig ansvarlighed er i sidste ende et individuelt anliggende.” Browning argumenterer for, at gerningsmændene altid har et valg og derfor er personligt ansvarlige for deres handlinger. Med baggrund i dette er svaret til om de kan straffes et stort JA.
UVM white


Frederiksholm kanal 21

1220 København K


Om Aldrigmere.dk

AldrigMere.dk er en hjemmeside
om Holocaust og andre folkedrab
med danske skoleelever og lærere
som målgruppe
Vi bruger cookies på Aldrig merePå Aldrig mere bruger vi cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på Aldrig mere, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere her
ja, jeg accepterer