Grundmateriale

Fra borgerkrig til folkedrab - Rwanda 1990-1994

Allerede i 1990 var situationen i Rwanda kritisk. På det tidspunkt indtog 12.000 oprørere fra den tutsiledede hær Rwandas Patriotiske Front (RPF) hovedstaden Kigali og udløste en borgerkrig. Medlemmerne af RPF, der var dannet i Uganda tilbage i 1987 af eksil-tutsier, var efterkommere af tidligere flygtninge fra Rwanda samt moderate hutuer, som var imod den daværende hutu-regering i Rwanda. Hutu-regeringen fik støtte af Belgien, Frankrig og Zaire og en måned senere var RPF tvunget til tilbagetog og befandt sig igen i Uganda.

I 1993 blev der vedtaget en fredsaftale, men forsøget på at skabe en varig fredelig demokratisk løsning fik en brat ende, da hutu-paramilitære styrker startede folkedrabet natten til den 7. april 1994. Folkedrabet ophørte først 100 dage senere, da det lykkedes RPF at nedkæmpe folkene bag folkedrabet. Da var omkring 800.000 mennesker udråbt som tutsier og andre, der støttede en fredelig sameksistens, brutalt blevet myrdet.

Arusha-fredsaftalen som middel til at slutte borgerkrigen
Den 3. august 1993 blev der som reaktion på Rwandas borgerkrigslignende tilstand  sluttet den såkaldte Arusha-fredsaftale, som bl.a. krævede, at der skulle indføres et flerpartisystem i Rwanda. Den 1. november 1993 besluttede FNs sikkerhedsråd (Resolution 872) at indsætte en fredsbevarende styrke under navnet „United Nations Assistance Mission for Rwanda“ (UNAMIR) med det mål at stabilisere landet, dog uden at have mandat til at foretage militær indgriben under konflikten. Belgien var det første vestlige land, der var klar og sendte 500 soldater afsted, udrustet til lejligheden. I alt var målet at  indsætte ca. 2.500 FN-soldater, som under overkommando af den canadiske generalmajor Roméo Dallaire blev installeret i hovedstaden Kigali. UNAMIRs tilstedeværelse var pga. af de fleste soldaters belgiske oprindelse langt fra at få befolkningens accept, og FN- styrkerne blev snarere opfattet som værende en kolonial militærenhed.

FN tropperne bliver trukket ud
Da folkedrabet brød ud i 1994, var de udstationerede FN-soldater slet ikke rustet til at håndtere en krise i form som et folkedrab. De havde ingen mandat til at gribe ind i konflikten og manglede derudover basale fornødenheder som fx mad, benzin, medicin og ammunition.

Belgien reagerede allerede i de første dage af folkedrabet ved at trække deres styrker ud af Rwanda. Det var en reaktion på, at ti belgiske FN-soldater sammen med fem ghanesiske soldater var blevet dræbt, mens de passede på landets premierminister, Agathe Uwilingiyimana. Måske havde hutu-magthaverne herved lykkedes med at skabe fri bane for folkedrabet. Efter folkedrabet blev FN stærkt kritiseret for ikke at handle hurtigt nok i denne situation, men derimod trække tiden ud for at tage en beslutning om, hvorvidt der skulle sendes nye FN-tropper til Rwanda mens myrderierne fandt sted, eller ej.

Frankrig tilbyder at gribe ind
I maj 1994 tilbød Frankrig at sende soldater til landet. Tilbuddet blev godt modtaget af den daværende FN generalsekretær Boutros Boutros-Ghali, og kun få dage senere gav FNs Sikkerhedsråd Frankrig mandat til at gribe ind i Rwanda. Der var ikke lige stor begejstring for det franske tilbud hos alle parter. I mellemtiden var tutsi-hæren Rwandas Patriotiske Front (RPF) igen rykket ind i Rwanda fra nabolandet Uganda, og i løbet af få dage havde de nået hovedstaden. Målet var bl.a. at stoppe hutu-militsens drab på Rwandas tutsibefolkning ved at styrte regeringen. RPF var af flere årsager mistroiske over for de franske troppers indsats. Blandt andet var de bange for, at tropperne  ville franarre dem sejren i hovedstaden Kigali. Derudover frygtede RPF, at Frankrig ville sørge for, at de hutuer, der var ansvarlige for folkedrabet, ville slippe fri for retsforfølgelse. Denne frygt baserede sig på, at Frankrig gennem mange år haft et positivt forhold til det elitære hutu-styret, og derudover havde franskmændene trænet en lang række af de personer, som nu aktivt myrdede dele af befolkningen under folkedrabet. Endelig havde de forsynet hutu-hæren med våben og ydet dem assistance mod RPF, da denne angreb hutu-regeringen tilbage i 1990.

Frankrig indleder opération Turquoise

I juni 1994 sendte Frankrig 2.500 soldater, 700 køretøjer og 8.000 tons militært materiel til Rwanda i juni 1994. Missionen fik navnet Opération Turquoise, og formålet var at oprette en række sikre zoner, hvor befolkningen var fredet og kunne undgå forfølgelser. Operationen reddede flere tusinde tutsier fra at blive slået ihjel, men den gjorde det også muligt for mange gerningsmænd fra hutu-hæren og dens støtter at flygte til det østlige Congo. De franske styrker arresterede ikke en eneste gerningsmand i løbet af de to måneder, de opholdt sig i Rwanda, med folkedrabet sluttede, fordi det lykkedes RPF at nedkæmpe de civile og militære ledere, som var ansvarlige for folkedrabet. 

Uddybende artikel om den historiske kontekst for folkedrabet i Rwanda (på engelsk):
UVM white


Frederiksholm kanal 21

1220 København K


Om Aldrigmere.dk

AldrigMere.dk er en hjemmeside
om Holocaust og andre folkedrab
med danske skoleelever og lærere
som målgruppe
Vi bruger cookies på Aldrig merePå Aldrig mere bruger vi cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på Aldrig mere, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere her
ja, jeg accepterer