Auschwitz-dag 2016-17: Flugt

Mennesker flygter af forskellige årsager. Nogle flygter fra krig og konflikt, andre fra forfølgelse og folkedrab. Flugt er et emne, der fylder meget i vores samtid. Men det er ikke et nyt fænomen. Op gennem historien er mennesker både flygtet til og fra Danmark.
    
    
I 1930’erne forsøgte tyske jøder at flygte fra nazismen, men blev afvist ved den danske grænse. I 1943 flygtede danske jøder fra Danmark til Sverige, og i nyere tid er folk flygtet til Danmark fra krigen i Bosnien og folkedrabet i Rwanda. I dag går flygtningestrømmen hovedsageligt mod Europa fra andre steder i verden.  Der findes også mennesker der flygter uden at forlade deres hjemland. De bliver kaldt internt fordrevne – fx de millioner af mennesker der bor i store flygtningelejre i Sudans Darfurprovins.

At flygte er risikabelt og farefuldt og ofte en sidste vej ud af forfølgelse og overgreb. Flugt sætter individer og familier i svære dilemmaer, hvor de må afveje risikoen ved at flygte mod konsekvensen af at blive. Hvordan kan flugten organiseres?  Hvem er venner? Hvem er fjender? Hvor flygter man hen? Tør man tage sine børn med – tør man lade være? Og hvordan etablerer man sig i det nye – med de ar på sjælen, som fare, frygt og flugt har givet?

Verdenssamfundet har gennem tiden reageret forskelligt på strømme af flygtninge. Nogle døre er blevet åbnet, andre smækket i. Spørgsmålet om, hvis ansvar det er at hjælpe mennesker på flugt, er stadig til debat.

EMNER & PERSPEKTIVER

Hvem har ansvaret for mennesker på flugt?
I det 20. århundrede har forfølgelse og krig tvunget millioner af mennesker på flugt. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 forsøgte jøder at undslippe nazisterne ved at søge tilflugt i andre lande. Nogle nåede ud af Tyskland, men blev af myndighederne i det nye land sendt tilbage i armene på deres forfølgere. Mange endte i koncentrations- og udryddelseslejre. Også Danmark førte en striks flygtningepolitik og sendte jødiske flygtninge retur til Nazityskland. Den danske justitsminister forklarede afvisningerne med frygten for, at tusindvis af jødiske flygtninge ville tage ophold i Danmark: ”Umenneskelig vil man ikke være, og menneskelig tør man ikke være af hensyn til konsekvenserne”. Situationen var ikke nemmere for jøder andre steder: I 1939 sejlede skibet St. Louis fra Tyskland mod Cuba med omkring 1000 jødiske flygtninge om bord. Skibet blev afvist af både Cuba, USA og Canada og måtte returnere til et Europa i krig. Historien byder også på undtagelser, som da danske jøder flygtede fra den tyske besættelsesmagt i 1943 og blev budt velkommen i Sverige. Eksemplerne peger i meget forskellige retning, og tilbage står spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for at hjælpe mennesker på flugt. Er det enkeltpersoner, lande eller institutioner som EU og FN?

Fra flygtning til medborger
For flygtninge stopper udfordringerne ikke, når de er nået i sikkerhed. For mange er det en overvindelse at finde troen på fremtiden, og det er krævende at skabe sig en tilværelse i et nyt land langt fra alt det, man kender. Dertil kommer traumer fra forfølgelse og flugt – og bekymringer for, hvor længe man kan blive, og hvordan det går familie og venner, som stadig er i hjemlandet.

I 1990’erne kom omkring 20.000 flygtninge til Danmark fra Bosnien. De havde voldsomme oplevelser med sig: folkedrab, etnisk udrensning, voldtægt og tortur. At bearbejde krigens traumer og skabe sig et liv i Danmark – at gå fra at være flygtning til medborger – tog mange år og krævede en stor indsats fra flygtningene selv, men også fra omgivelserne. For hvordan bliver man del af fællesskabet og en aktiv medspiller i det samfund, man er kommet til? Og hvad kan samfundet gøre for at rumme og inddrage flygtninge med en svær fortid?

Når gerningsmænd tager flugten
I en konflikts sidste dage flygter mange gerningsmænd. Nogle for at undgå at blive stillet til ansvar for deres handlinger, andre i frygt for hævnaktioner og de nye magthavere. Efter 2. Verdenskrig tog et stort antal nazister flugten og skjulte sig forskellige steder i verden, bl.a. i Mellem- og Sydamerika. Også efter folkedrabet i Rwanda var der gerningsmænd, som forsøgte at forsvinde i flygtningestrømmen.  Nogle af dem endte i Danmark og blev senere anklaget for at have deltaget i massakrer. Danmark husede også den irakiske hærchef Nizar al-Khazraji , der i en årrække opholdt sig i Sorø, mistænkt for at have medvirket til folkedrab på kurderne i Nordirak. Den irakiske hærchef kom senere i husarrest, men det lykkedes ham at flygte. Hvad kan man gøre for at sikre, at gerningsmænd på flugt bliver fanget? Og hvilken betydning har det for retfærdighed og forsoning, hvis de går fri?
UVM white


Frederiksholm kanal 21

1220 København K


Om Aldrigmere.dk

AldrigMere.dk er en hjemmeside
om Holocaust og andre folkedrab
med danske skoleelever og lærere
som målgruppe
Vi bruger cookies på Aldrig merePå Aldrig mere bruger vi cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på Aldrig mere, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere her
ja, jeg accepterer