Auschwitz-dag 2015-16: Medborgerskab

   
I skoleåret 2015/2016 satte Auschwitz-dag fokus på folkedrab og medborgerskab. Medborgerskab handler om menneskers rettigheder, inklusion og aktiv deltagelse i fællesskabet. Folkedrab er modpolen til medborgerskab: Her er diskrimination, forfølgelse og eksklusion sat i system med det ene formål at udrydde en bestemt gruppe mennesker.


Folkedrab er et ekstremt eksempel på, hvad der kan ske, når mennesker fratages medborgerskab, men mekanismerne bag er ikke ekstreme. For folkedrab sker ikke fra den ene dag til den anden. Det er en proces over tid, der ofte starter med tanken om, at en gruppe i samfundet er mindre værd, at de ikke hører til eller udgør en trussel. Accepterer vi først den præmis, er det nemmere at tillade forskelsbehandling og udelukkelse. For så giver det mening, at gruppen har ringere vilkår, færre rettigheder og dårligere muligheder. Derfor handler Auschwitz-dag 2016 om vigtigheden af menneskerettigheder, mangfoldighed og ligebehandling. Hvem er inde, og hvem er ude i vores samfund – og hvorfor forholder det sig sådan? Hvorfor skal vi værne om menneskers grundlæggende rettigheder? Hvad kan der ske, hvis vi lader være? Og hvordan kan fordomme, fjendebilleder og stigmatisering true medborgerskabsfølelsen?

Mulige emner, spørgsmål & eksempler

Udskillelse af medborgere – Nazityskland i 1930’erne
Der fandtes antisemitisme i Tyskland allerede før nazisterne indtog Rigsdagen. Alligevel levede mange tyske jøder som medborgere indtil Hitlers magtovertagelse i 1933: De var velintegrerede, deltog i samfundslivet og nød samme borgerrettigheder som den øvrige befolkning. Med nazisternes anti-jødiske politik blev jøderne gjort til andenrangsborgere. Nürnberglovene fratog dem rigsborgerskabet, og deres frihed og rettigheder blev gradvist indskrænket. Restriktionerne gjaldt alle dele af samfundslivet: Jødiske børn skulle gå i særlige skoler, jøder måtte ikke besidde visse erhverv, de skulle handle på bestemte tidspunkter og havde begrænset adgang til offentlig transport. Med tiden fulgte deportation til ghettoer og koncentrationslejre. Udskillelsen af jøderne kulminerede med 'den endelige løsning' – nazisternes plan om den totale og fysiske udryddelse af alle jøder i Europa. Hvad sker der, når demokrati ikke er værn mod forskelsbehandling og forfølgelse? Hvordan sikrer man så minoriteters sikkerhed og rettigheder?

Os og dem – Cambodja i 1970’erne
I Cambodja gennemførte de røde khmerer et folkedrab i 1975-79. Blandt ofrene var folk med briller. De var blevet kategoriseret som intellektuelle af de røde khmerer og dermed en trussel mod den planlagte bonderevolution. Folkedrabene i Cambodja og andre steder i verden viser, at kategorisering kan få fatale konsekvenser for dem, der ender i den forkerte ’kasse’. Derfor er der altid en potentiel fare forbundet med at stemple grupper i samfundet som anderledes eller udråbe dem som en belastning eller egentlige fjender. Uanset hvad begrundelsen er. Stigmatisering af mennesker og grupper sker ofte på grund af fordomme, stereotyper og fjendebilleder. Derfor er det vigtigt at være kritisk over for forestillinger om og fremstillinger af ’de andre’. Hvem er disse andre, og er de virkelig så anderledes? Har fremstillingerne rod i virkeligheden? Og hvis ansvar er det at gøre plads til forskellighed?

Fællesskab efter folkedrab – Rwanda og Bosnien i dag
Hvordan kan mennesker leve sammen igen efter et folkedrab? I 1994 udførte Rwandas hutuer et folkedrab på deres tutsi-landsmænd – omkring 800.000 blev udryddet i løbet af tre måneder. Siden folkedrabet har det rwandiske styre forsøgt at skabe forsoning ved blandt andet at forbyde de etniske betegnelser ’hutu’ og ’tutsi’ – alle skal kalde sig rwandere. Der er også en månedlig obligatorisk arbejdsdag, hvor alle vedligeholder bygninger og rydder op på offentlige steder. Men kan man skabe fællesskab ved at udviske etnicitet og sætte tidligere ofre og bødler til at bygge et samfund op sammen? I Bosnien har strategien været adskillelse snarere end enhed. Efter borgerkrigen i 1990’erne, og folkedrabet i Srebrenica i 1995, blev landet geografisk opdelt, og de etniske grupper bor hovedsageligt i hver deres område. Skolepolitikken bliver besluttet i de enkelte etniske områder, hvilket har medført forskellige udlægninger af historien i hvert områdes skolebøger. Det betyder, at landets børn og unge undervises meget forskelligt om krigen og dens forbrydelser. Nogle begivenheder nedtones eller benægtes i visse områder og fremhæves i andre. Kan man komme videre fra en voldelig fortid uden at være enige om, hvad man lægger bag sig? Hvad betyder det for fremtidens Bosnien, at der ikke er en fælles historisk bevidsthed om krigsårene?
UVM white


Frederiksholm kanal 21

1220 København K


Om Aldrigmere.dk

AldrigMere.dk er en hjemmeside
om Holocaust og andre folkedrab
med danske skoleelever og lærere
som målgruppe
Vi bruger cookies på Aldrig merePå Aldrig mere bruger vi cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på Aldrig mere, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere her
ja, jeg accepterer